- Onsdag, 24. april 2013

Annette Søegaard (SF).

Bertin Mortensen (SF).
Som SF-byrådsmedlemmer i Rebild tager vi skarpt afstand fra Kommunernes Landsforenings (KL) konfrontationspolitik (inkl. den usympatiske retorik), som er kommet til udtryk både ved KL’s ultimative ”forhandlings”oplæg og den efterfølgende lockout.
KL’s uforsonlige taktik er blevet helt åbenlys, når næstformanden i KL, Erik Fabrin (V), til Berlingske sammenligner den nuværende konflikt på skoleområdet med pædagogerne og sygeplejerskernes strejke i 2008 og siger: ”Da endte det ganske enkelt med, at kasserne var tomme, og så måtte de komme tilbage på deres grædende knæ og bede om at få afsluttet konflikten”
Nogle mener, at vi som byrådspolitikere ikke kan tillade os at kritisere kommunernes og dermed vores egen ”fagforening”. Det mener vi godt, vi kan. Vi er ikke blevet spurgt, om vi er enige i KL’s linje, og vi opfatter os ærlig talt i mindst lige så høj grad som repræsentanter for lærere, elever og forældre som for KL.
Vor opfattelse af, hvordan moderne, offentlige institutioner skal fungere, er i det hele taget forskellig fra KL’s: Vi er overbeviste om, at de bedste resultater opnås ved et tæt samarbejde mellem ledere og ansatte og ikke ved at centralisere magten yderligere, og at forudsætningen for fortsat høj kvalitet i undervisningen er, at der er tilstrækkelig med forberedelse til lærerne.
Vi deltager i en underskriftsindsamling blandt SF’s byrådsmedlemmer, hvor vi opfordrer vort eget partis repræsentanter i KL’s bestyrelse til at arbejde for, at der findes en forhandlingsløsning. Lockouten lægger kun gift ud for det fremtidige samarbejde i folkeskolen over hele landet og også i Rebild Kommune.
Vi forventer endvidere, at de mio, som Rebild Kommune sparer på lockouten, forbliver indenfor folkeskoleområdet.

