- Onsdag, 3. april 2013

Susanne og Leif Madsen.

STØVRING: For mange kan det blive et gensyn med Susanne og Leif Madsen. De har flere gange besøgt konfirmanderne i Støvring og fortalt om deres arbejde i Afrika. Der er nu mulighed for et gensyn og samtidig få indblik i udviklingen af deres projekt – her lige inden arbejdet med at bygge en ny skole blive sat i gang. Susanne og Leif Madsen holder foredrag tirsdag den 9. april 2013 i Sognegården, Støvring.
Susanne og Leif har nu i næsten 20 år arbejdet med udsatte grupper af børn, unge og enlige kvinder i Nakuru i Kenya.
Med udgangspunkt i kirken i New Life Afrika International (NLAI) har Susanne og Leif Madsen udviklet et helt netværk af aktiviteter og uddannelser for børn, unge og kvinder, der ellers ikke ville få tilbud om den særlige hjælp, de i deres vanskelige situation har brug for.
Mange enkeltpersoner i Danmark, Norge, Færøerne, Island og England støtter arbejdet ved sponsorater til det enkelte barn og ved donationer til de enkelte projekter. Menighedsrådet i Støvring Gravlev sogn støtter også arbejdet. Den færøske regering har støttet et fremtidigt byggeri af en ny skole med 400.000 kr. Byggeriet begynder her i juni 2013, og er projekteret til ca. 1,5 mill. kr.
New Life Afrika har i samarbejde med Danida etableret Kenyas første krisecenter for kvinder/enlige mødre. Centret drives nu videre af NLAI for at give de enlige mødre hjælp og uddannelse til at kunne klare sig selv.
Arbejdet begyndte for 20 år siden ved, at områdets gadebørn blev tilbudt mad og aktiviteter et par gange om ugen for at komme i kontakt med dem.
I dag driver NLAI en førskolegruppe på lossepladsen for 60 børn, et børnehjem for 100 børn, en skole for 500 børn, krisecenter for unge enlige mødre, syskole med anerkendt uddannelsesbevis, produktion af smykker - Kioolulu og forretning med udlejning af brudekjoler. Der er ansat over 50 lønnede afrikanske medarbejdere, og al aktivitet sker i samarbejde med de lokale myndigheder.
Kom og hør Susanne og Leif Madsen selv berette og vise billeder, som beskriver den store forskel NLAI gør for mange børn og unge fra lossepladsen og slumkvartererne i storbyen Nakuru i det nordlige Kenya ved at give dem skolegang, uddannelse og tro på nye muligheder.

