Man skal i Seniorbiografen og se julefilm og have julekaffebord og underholdning

Julemanden har lovet at tage mod gæsterne – det gjorde han også sidste år.

Lisse Trads har truffet en aftale med julemanden og Seniorbiografen.

SKØRPING: - Vi har truffet en rigtig god aftale med julemanden, siger formanden for Ældre Sagen, Lisse Trads, med et glimt i øjet. Og tilføjer, at aftalen også gælder Seniorbiografen i Skørping.
Julemanden har lovet at stå i døren i biografen og tage mod Ældre Sagens medlemmer, når de onsdag den 9. december skal ind og se den prisbelønnede franske film Familien Belier.
- Vi har tidligere arrangeret julefilm og julehygge i samarbejde med Seniorbiografen, og folk siger, at det må vi endelig gøre igen. Det er et arrangement, de er rigtig glade for, fortæller Lisse Trads.
I år skal man se den prisbelønnede franske film Familien Be’lier, som handler om teenagepigen Paula Beli’er der bor sammen med sin mor, far og bror, der alle er døve. Paula er i besiddelse af et unikt sangtalent. Vi følger hendes vej mod toppen og samtidig hendes liv i familien, hvor hun er den eneste, der kan høre. Filmen er en sammenblanding af skæv komik og dybtfølte følelser.
Efter filmen er der julekaffebord i festsalen på KulturStationen. Her bliver der et par timers underholdning med medvirken af blandt andre Julemærkehjemmets børnekor og Skørping-koret under ledelse af Søren Steen Nielsen.
- Julemærkehjemmets børnekor medvirkede også sidste år, og det var en gribende oplevelse. Der var helt stille i salen. Børnene havde publikum i deres hule hånd, husker Lisse Trads.
Se annonce.


e-max.it: your social media marketing partner