- Onsdag, 15. august 2012

STØVRING: Der skulle noget af en opsang fra cheftræner Calle Facius til i pausen for at vække spillerne fra Støvring IF Fodbold til dåd i efterårspremieren i herreseniors Serie 2 lørdag 11. august ude mod Farsø/Ullits, nedrykker fra Serie 1.
Hjemmeholdet førte 3-0 ved thetid, og det så temmelig dystert ud set med SIF-briller.
Den mentale rusketur fra Calle Facius’ side havde åbenbart sin effekt, og så hjalp det nok også, at SIF spillede 4-3-3 i de sidste 45 minutter, hvor man lige så godt kunne satse hele butikken.
Og det blev målmageren Mads Harbo Hansen, der blev dagens mand på SIF-holdet. Med et hattrick sikrede han 3-3. 13 minutter efter pausen blev det 3-1, og i det 68. minut 3-2, da Mads Harbo Hansen hakkede bolden ind i det ene hjørne. Med otte minutter igen fik SIF tildelt et straffespark begået mod Lasse Pilgaard, og det omsatte Mads Harbo Hansen til 3-3.
I slutminutterne havde SIF tilmed et par gode muligheder for at bringe sig foran 4-3, men til allersidst havde hjemmeholdet også en pæn mulighed for at afgøre kampen.
I første halvleg indledte SIF såmænd ganske pænt, men efter 11 minutters spil indkasserede midtstopperen Gorm Bak et gult kort. Det brød rytmen. Efter 20 minutters spil blev det 1-0 til Farsø/Ullits, ni minutter senere 2-0, hvor SIF følte sig snydt for et frispark til debutanten Mathias Korup (op fra U 19 her til efteråret), og syv minutter før pausen øgede hjemmeholdet til 3-0.
Hos SIF debuterede førsteårssenioren Mathias Korup som venstre back, og så var der debut til angriberen Karsten Frederiksen (Sulsted IF) og comeback til Christian ”Krølle” Christensen.
I anden halvleg kom U 19-midtbanespilleren Anders Nielsen på banen for SIF, og han spillede en flot anden halvleg, da SIF vendte 3-0 til hjemmeholdet til slutcifrene 3-3.
Andetholdet hos herresenior, Serie 4, kom skævt fra start. SIF-holdet tabte 1-2 i efterårspremieren ude mod Dokkedal IF efter en noget tyndbenet indsats.

