- Tirsdag, 17. december 2013

Kurt Ravn gav koncert i Støvring kirke.

Carl Ulrich Munk Andersen.

Birgitte Lindum.

STØVRING: Søndag den 15. december på en råkold eftermiddag var der julekoncert i Støvring. Traditionen tro et arrangement i samarbejde mellem Stubhuset og Støvring kirke. Billetsalget kunne melde udsolgt for længe siden. Publikum var bænket i kirken en halv time før koncertens begyndelse. Forventningerne var – som altid til en koncert med Kurt Ravn – høje. Kurt Ravn er manden, der kan levere varen. Jo – det skulle blive interessant. Jeg var nu klar til at høre den tredje koncert med Kurt Ravn i Støvring Kirke. Måske lurede der en skepsis. Kunne det være muligt at præsentere endnu en Kurt Ravn-koncert uden tanken kunne ledes hen på ordet ”trivialitet”? Det skal nævnes, at Kurt Ravn medbragte to rutinerne musikere: Birgitte Lindum på obo, og Carl Ulrich Munk Andersen på orgel og keyboard. Carl Ulrich er kendt som akkompagnatør fra Kurt Ravns tidligere koncerter i Støvring kirke.
Koncerten indledtes med et orgelpræludium. Smukt spillet at den rutinerede Carl Ulrich. Herefter introducerede Kurt Ravn sine musikere, og eftermiddagens koncertprogram var i gang. Ganske kort inde i det første nummer var der grund til at spidse ører. At supplere instrumenteringen med en obo var intet mindre end genialt. Carl Ulrichs elegante keyboardspil stod fantastisk flot til oboens sprøde klang. Og oven på det hele lå Kurt Ravns sikre sangstemme og fuldendte klangbilledet. Repertoiret bød på velkendte julesange og -salmer. Akkompagnementerne var arrangeret med professionel ekspertise. Ingen ”poppede” fraser. Her var tydeligvis tale om topprofessionelt udført arbejde. Den kunstneriske, musiske udførelse var ligeledes i top.
Som ved tidligere koncerter lod Kurt Ravn også denne søndag eftermiddag sine musikere få deres egne numre. Carl Ulrich Munk Andersen spillede et muntert orgelstykke ved navn ”Sortie”. Carl Ulrich og Birgitte Lindum spillede to værker sammen, hvilket var en udsøgt fornøjelse at lytte til. Gode arrangementer og topprofessionel udførelse. De fortjente virkelig deres ”Minutes of Fame..!”
Der var under koncerten indlagt fællessang for koncertgæsterne. Også her var emnet – selvfølgeligt – julens komme.
Og hvordan gik det så med ”trivialiteten”? Jo – ganske enkelt: Da koncerten var i gang, og samspillet mellem Kurt Ravn, Hans Ulrich Munk Andersen og ikke mindst Birgitte Lindum havde sendt sine toner ud over kirkerummet, oplevede man en helt ny dimension. Skulle der have været en forventning – eller måske snarer frygt – for en ”gentagelsens trivialitet”, var den fuldstændig grundløs. Med den præsenterede instrumentering og Kurt Ravns fantastiske stemme, blev det en julekoncert ud over forventningen.
Var publikum ikke i julestemning, da de mødte op i kirken, var de det med garanti, da koncerten sluttede.

