Bevilling på 90.000 kr til projekt SNUS: Støtte til socialt netværk for unge senhjerneskadede -  enestående samarbejde mellem
frivillig indsats og det offentlige
En ansøgning fra Hjerneskadeforeningen Himmerland om tilskud fra social- og integrationsministeriets pulje til Frivilligt Socialt Arbejde (PUF-midlerne) er netop imødekommet. Tilskuddet udgør 90.000 kr. og skal anvendes til et projekt, som har til formål, at styrke den frivillige indsats i Himmerland i forhold til at hjælpe unge senhjerneskadede med at genopbygge og bevare et socialt netværk.
- Almindeligvis sættes mennesker, som pludselig rammes af en hjerneskade p.g.a. en ulykke, hjernerystelse eller sygdom, i en svær livssituation, fordi hele deres livsgrundlag ændres. Unge skadesramte er især truet socialt, da deres fortsatte identitets- og personlighedsudvikling er meget afhængig af de eksisterende sociale relationer, forklarer Tove Swartz, formand for Hjerneskadeforeningen Himmerland. - Unge skadesramte har risiko for at opleve isolation og ensomhed som en konsekvens af skaden. Mange mister initiativet og sociale og fysiske kompetencer, som gør det svært at deltage i nye sociale fællesskaber. Og omgivelserne har kun endnu sværere ved at forstå, hvor vanskeligt de hjerneskadede har ved at genetablere sociale relationer, når de har udelukkende ”skjulte” handicaps. De tidligere kammerater forsvinder, og det samme gør deres tidligere fritids- og foreningsliv, fordi de unge i kraft af skaden ikke ved, hvordan de skal bevare relationen og venskabet.”
Projektet skal hjælpe de unge til at formindske sådanne sociale følger af en erhvervet hjerneskade. For at skabe en kvalificeret social ramme har Hjerneskadeforeningen i Himmerland derfor etableret et samarbejde med det regionale Behandlingscenter Østerskoven i Hobro, hvor der bliver arrangeret et cafélignende tilbud en aften hver anden uge med samværs-/samtaleaktiviteter og arrangementer ”ud af huset”. I projektet er kalkuleret med tilkøb af en specialpædagogisk medarbejder fra Østerskoven, Birgitte Marie Jensen, som har faglig indsigt i og erfaring på området. Aktiviteterne vil tage udgangspunkt i de unges aktuelle ønsker og behov, og planlægningen vil ske ad hoc i overensstemmelse hermed.
Projektet er enestående ved det tætte samarbejde mellem en frivillig brugerorganisation og en offentlig institution.
Ud over at inddrage flere frivillige til at deltage i projektets aktiviteter og til praktiske opgaver i øvrigt sigter projektet mod at øge den frivillige indsats i lokalsamfundet gennem involvering af fritids- og foreningslivet.


e-max.it: your social media marketing partner