Byrådet har vedtaget Plan- og klimastrategi 2015, og fra den 13. marts til den 8. maj kan du komme med gode ideer til det videre arbejde.

Plan- og klimastrategien udspringer af kommunens vision ”et sundt liv i en sund kommune” – og strategien viser retningen for de kommende års planlægning og tiltag inden for byudvikling, natur, energi og klima.
Emnerne i Plan- og klimastrategien er blandt andet:
• Byudvikling.
• Bynær natur.
• Klima- og energitiltag.

Deltag i debatten
I høringsperioden har du flere muligheder for at komme med din ide eller debattere med politikerne.
Indsend et høringssvar eller som post til Rebild Kommune, så vil dit svar komme med i den politiske behandling, når de kommende linjer skal tegnes i planlægningen.

Chat med politikerne
Medlemmerne af den politiske styregruppe sidder klar ved tasterne på Facebook torsdag den 9. april.

Book en politiker
Du kan som organisation eller forening få en politiker på besøg for at drøfte Plan- og klimastrategien.

Drøft din ide med en
politiker
Byrådsmedlemmerne vil drage ud i seks byer og byde på en forfriskning – her er der mulighed for at møde politikerne og udveksle ideer og tanker. Politikerne planlægger at besøge følgende byer i uge 16 og 17:
Terndrup, Skørping, Støvring, Øster Hornum, Haverslev og Nørager

Put din ide i postkassen
På rundturen i kommunen har politikerne en postkasse med – heri kan du også lægge en god ide til, hvordan vi gør din by til et bedre sted at bo. Disse ideer samles op i den kommende kommuneplan.

Hvordan er strategien
blevet til?
I oktober 2014 mødtes Byrådet til en hel dag om plan- og klimastrategien. Her blev der drøftet udfordringer, mål og handlinger.
Som input til dagen var der forinden startet en række debatter på Facebook, hvor et stort antal borgere skrev gode ideer og kommentarer til Byrådet – som inspiration til dagens diskussioner.
En politisk nedsat styregruppe har derefter arbejdet videre med forskellige udviklingsretninger i forskellige scenarier – og dette er endt op i Byrådets Plan- og klimastrategi.

Hvad er en Plan- og klimastrategi?
Planstrategien er først og fremmest et politisk dokument, som indeholder byrådets strategi for det fremtidige arbejde i kommunen.
Det er også det dokument, som fastlægger den overordnede retning for revisionen af kommuneplanen.


e-max.it: your social media marketing partner