Efter en intensiv proces med temadag, nik fra fagudvalgene til indholdet og minihøring hos interessenter, ventes byrådet at sende Den Sammenhængende Børne- og Ungepolitik i offentlig høring efter december.

Omdrejningspunktet i arbejdet med politikken er, at den skal kunne bruges i alle faser af barnets liv fra 0-18 år. Derfor er politikken tværfaglig og skal bruges i alle kommunens forvaltninger. Den skal være et redskab for medarbejdere og ledere i kommunens institutioner, skoler, foreninger, skole- og forældrebestyrelser.

Åben proces skaber helhed
Processen omkring Den Sammenhængende Børne- og Ungepolitik har fra starten været åben og inviteret til dialog. Alle med interesse for området har haft mulighed for at komme med ideer og kommentarer. 70 deltagere fra frivillige foreninger, samarbejdspartnere, handicapråd og ledere og medarbejdere i Rebild Kommune deltog 19. november i en temadag. De input der kom på dagen, er nu essensen i politikken.

Den røde tråd i arbejdet med børn
Politikken giver et fælles grundlag for arbejdet med børn og unge på tværs af faggrupper og institutioner. Der er fem overordnede emner:
Relationer
Læring og udvikling
Uddannelse og beskæftigelse
Sundhed og trivsel
Børn og unge med særlige behov.

Efter temadagen fik 8.a på Karensmindeskolen i Støvring mulighed for at diskutere emnerne med centercheferne Ulrik Andersen fra Børn og Unge og Peter Mikael Andreasen fra Familie og Handicap.
 - Vi fik mange gode forslag – bl.a. foreslog eleverne, at der kom større fokus på brobygning mellem uddannelserne eksempelvis fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Det var en af de ideer, vi bagefter skrev ind i Børnepolitikken, siger Ulrik Andersen.


e-max.it: your social media marketing partner