I Gug Planteskole blev der holdt inspirationsaften i onsdags, hvor rigtig mange kom og fik ideer til julens kreationer og gaver.

Kunderne så hvilke farver, de rigtige julestjerner skal have, mens mændene så på mulig gaveønsker så som sakse og haveredskaber.  Hvis det ikke var til duften af pandekager, som trak dem i caféen.
I denne tid samles familien og drager afsted for at indtage stemningen af jul, når duften af nybagte æbleskiver eller pandekager breder sig. Boder med godter og gran byder sig til og hjemme skal der pyntes op til årets store fest.
Børnene er i deres es, men mangler det hvide dække, så kælkene kan komme frem. En tur i den friske luft bør der være tid til, så hvorfor ikke tage kurven om armen og drage ud for at finde materiale til dekorationerne? Find kogler, krogede grene, flotte barkstykker, frugter fra eg og bøg, kastanjer, mos fra skovbunden og flotte efterårsblade. Læg det evt. til tørre natten over inden dekorationerne skal kreeres. Brug ståltråd, hvis materialerne er for bløde og find også gerne limpistolen frem, for måske kniber det med at få alt fæstnet i leret. Den røde farve lyser altid op, så slå en sløjfe, bind et bånd og lad julen komme an.
Man kan også tage børnene med ud i planteskolen, for her kan man få masser af god inspiration til, hvordan dette års adventskrans kan se ud, eller naturens grene anvendt sammen med en potteplante eller i en buket afskårne blomster.
Har man tilplantet krukken ved hoveddøren, kan den nemt piftes op med lidt pigeonæbler eller kvæder eller den nye julerose med mange blomster og ingen blade – alt sammen med til at understøtte julens komme med varmt hjerte.
Glæd dig også over de smukke juleroser, der er ekstra tidlige fremme med blomster i år. Blomstringstiden skal nok holde til jul, og selvom en nats frost får blomsterne til at falde helt om, så evner julerosen at blive saftspændt igen når frosten letter.
Til julen hører også gaverne. Gug Planteskole holder Homeparty-dag 1. søndag i advent, hvor der er mulighed for at se og vælge lige den rigtige gave i Tupperware, børnetøj, cremer, kageprint mm.
Ja, og så er gaven til haven også altid et godt bud, til den, som ingen ønsker har. Den er desværre ikke så nem at pakke ind, med planteskolen laver gerne et flot gavekort, som kan bruges i hele landet, så der er nået at drømme om til det bliver forår.


e-max.it: your social media marketing partner