Glimt fra julestævnet 2014.

STØVRING: Støvring IF Fodbold er klar til den 45. udgave af klubbens store julestævne i indendørsfodbold 27.-30. december, hvor de ældste årgange spiller på store mål og efter specielle regler.
Julestævnet, der i år hedder Technica Cup samler traditionelt omkring 250 hold og cirka 2000 spillere og ledere samt et uvist tilsvarende stort antal tilskuere i Støvringhallen og de to haller i Arena Himmerland, og forhåbningerne i år går igen på et deltagerfelt af den størrelse - eller gerne større.
Stævneformen er den samme som de senere år. Alle hold er garanteret minimum fire kampe - ved for få tilmeldinger forbeholdes ret til at slå A- og B-rækker sammen. De ældste årgange spiller på store mål efter specielle regler, der blandt andet betyder, at der er en målmand i aktion på hvert hold. Stramt net bag målene, så bolden kan springe i spil igen m.m.
Ellers byder Technica Cup på almindelig indendørs samt kampe på minimål og halv bane for de alleryngste hos både piger og drenge.
Samlet en alsidig ”menu”, hvor aktørerne kan få løbet lidt af julesulet af sidebenene og genset kammerater og venner med fodbolden som fornøjeligt fokuspunkt.
Der er personlige præmier til minimum de 3 bedste hold i rækkerne U 11 til U 17. Fra U 6 til U 10 er der medaljer til alle. Endvidere er der vanen tro spurtpræmier til alle hold.


e-max.it: your social media marketing partner