Det var en sand stjerneparade af danske kunstnere – og en enkelt islænding – der fredag åbnede forårshalvårets koncertsæson i Stubhuset i Støvring.

STØVRING: Én af landets ypperste saxofonister, Benjamin Koppel, har i sin ”Benjamin Koppel Jazz Galla” samlet et – nå, ja - kobbel af landets dygtigste sangere, entertainere og musikere, som afsluttede en mini-turné denne fredag aften i Stubhuset.
Man må sige, det var en sand stjerneparade, der indtog scenen med Benjamin Koppel selv i front, sublimt flankeret af Jesper Bodilsen på bas, sprælske og fantastisk dygtige Morten Lund på trommer samt islandske Eythor Gunnarsson (kendt fra Mezzoforte) på flygel som den musikalske baggrund for ingen ringere end: Maria Montell, Marie Carmen Koppel, Bobo Moreno og Søren Sko på vokal. Så kunne man næsten ikke forlange mere.
Da det jo var en ”jazz galla”, var det naturligvis jazz’en, der var omdrejningspunktet denne aften, hvor koncerten var bygget op over samme skelet for begge afdelinger: Først et nummer med Benjamin Koppel og band, dernæst en af solisterne, som så fik selskab af en anden solist, hvorpå der var en duet, og således skiftede det mellem solosange og duetter, der bragte os rundt i jazz-musikkens lettere og mere ”poppede” dele. Var man således på forhånd ”skræmt” af, at der stod jazz på plakaten, kunne man roligt være troppet op. Der var meget pop over det med de mange, berømte jazz-sange og -duetter som Route 66, Misty, Can I Come In For A Second, Baby, You Got What It Takes,  Charlie Chaplins Smile, Louis Armstrongs What A Wonderful World smuk fortolket af Søren Sko og When I Fall In Love i smuk version blot med Eythor Gunnarsson og Marie Carmen Koppel. Sikke en stemme, hun har.
Aftenen bød også på en ”øm” kærlighedsduet med Bobo Moreno og Søren Sko i Curtis Steigers I Wonder Why, som var et herligt humoristisk og ironisk indslag, og ind imellem fik Maria Montell, Søren Sko og Bobo Moreno fremført jazzificerede versioner af deres egne sange; henholdsvis Hej, min søndag, On a Long Lonely Night og Bad Timing. Bobo Moreno er absolut én af landets bedste mandlige jazzsangere/croonere – om ikke den bedste.
Aftenen var gennemsyret af musikalitet; såvel hos de fire blændende dygtige musikere og de fire mindst lige så blændende sangere. Men der var også en undertone af varme og hygge, der gav en følelse af, at disse otte sat sammen til lejligheden virkelig har haft det rart og sjovt sammen i projektet, og det smittede af nede i salen.
Skulle man kunne have ønsket sig én ting fra Koppel-koblet, kunne det have været, at de fire stærke sangere flere gange i løbet af aftenen havde forenet sig i sang – og ikke kun i slutnummeret That’s What Friends Are For. Der stod også ”gospel” på plakaten og skønt undertoner af gospel hist og her, kunne det have været et ekstra godt krydderi, hvis de fire for eksempel havde fundet sammen i en heftig og fyrig gospel, som Marie Carmen Koppel jo har så stor erfaring indenfor, og som hun er så dygtig til. Men måske en anden gang?
Skulle Benjamin Koppel og følge en anden gang dukke op i Stubhuset, kan man kun opfordres til at give sig selv en sig en musikalsk oplevelse, som vi fik her, denne januar-fredag.