Det er en grundpille i vor kristendom, at det højeste er lige tilgængeligt for alle. Gud er kærlighed, og derfor er det højeste i forhold til Gud, inderlighed, lidenskab og lydighed - mod kærligheden.
På søndag skal vi høre Jesus fortælle om to mænd, der gik op til templet for at bede. De to mænd står i samme rum, men ellers er det så forskelligt, som det kan være. Den ene står selvbevidst i rummet, den anden diskret for sig selv. Den ene ser op den anden ser ned. Den ene løfter armene, den anden slår sig for brystet. Denne ene ser den anden udelukkende for bedre at kunne se sig selv i et bedre lys, den anden har set rigeligt.
Tolderen så sig selv og sit liv i lyset af Guds hellighed og kærlighedsvilje og i det lys så han sandheden, for hvad andet end kærligheden kan få sandheden frem – ikke sandhederne om hinanden, men sandheden om os selv. Den stund sandheden om mennesket får arbejdet sig op gennem alle sandhederne, er den umulig at komme udenom. Vor berømte landsmand Søren Kierkegaard siger det på denne måde: ”Når Gud har skaffet sig Stilhed, og Gud og Menneske er ene i Verden, hvad skulle Mennesket bede om, andet end det ene, hvoraf Liv og Død afhænger: Syndernes forladelse?”.