Medlemmernes engagement i Hjerneskadeforeningen Himmerland satte med 30 fremmødte igen sit præg på den årlige generalforsamling, som blev afholdt den 13. januar 2015 på Behandlingscentret Østerskoven under kyndig dirigentledelse af formand for FOA i Mariagerfjord, Kenn Andreasen.
Formanden Tove Swartz fremlagde bestyrelsens årsberetning, som vidnede om et aktivt 2014 med mange forskellige aktiviteter til støtte for mennesker med en erhvervet hjerneskade og deres pårørende. Formanden fortalte bl.a. om caféen for hjerneskadede, der er så stor en succes, at foreningen nu må oprette endnu en, så der fremover bliver to caféer, en på Østerskoven i Hobro og en på CKU i Års. Et andet initiativ har været et IT-kursus, som en lille gruppe hjerneskadede har fulgt.
2014 har også været præget af de pårørendes behov for hjælp, hvilket medfører et stigende antal pårørendegrupper, hvor foreningen tilbyder støtte fra neuropsykolog Grethe Pedersen, Aarhus. Foreningens unge-café SNUS for hjerneskadede har haft et aktivt år med mange spændende aktiviteter som skydning, golf, fiskeri, svømning, virksomheds- og museumsbesøg. Og der har i løbet af 2014 jævnligt været bud efter foreningens tilbud om rådgivning og ASP: akut støtte med hjemmebesøg til pårørende. Foreningens fælles arrangementer og foredrag har været velbesøgte af mange interesserede. Generalforsamlingen godkendte årsberetningen.
Det samme blev foreningens regnskab, der blev gennemgået af kasserer Eva Ravn.
Herefter fulgte en drøftelse af bestyrelsens årsplan for 2015. Her vil især være fokus på et nyt tilbud, som foreningen realiserer i samarbejde med Mariagerfjord og Vesthimmerlands kommune samt Hjerneskadecentret i Aalborg. Fra slutningen af februar etableres to samtalegrupper for henholdsvis børn og unge med hjerneskadede forældre eller søskende.
Dernæst skred forsamlingen over til valg, hvor formanden Tove Swartz, Hobro, blev genvalgt. Det samme blev Merete Nielsen, Nørager, og Birgitte Marie Jensen, Hobro. Claus Larsen, Rørbæk, blev nyvalgt til bestyrelsen. Herudover består bestyrelsen af Helle Randers, Ravnkilde og Ida Hansen, Aars. Anni Quist, Hobro, blev genvalgt som suppleant, og Birthe Møller, Hobro, blev nyvalgt som suppleant.
Foreningen har efterfølgende konstitueret sig med Merete Nielsen som næstformand, Ida Hansen som kasserer og Helle Randers som sekretær.


e-max.it: your social media marketing partner