Fredag aften bød på et glædeligt gensyn i Stubhuset med energiske Wolfstone fra Skotland.

Wolfstone på scenen i Stubhuset. Foto: Lars Bertelsen.

 STØVRING: Faktisk er det overraskende fem år siden sidst, Stubhuset havde besøg af Wolfstone, der netop nu turnerer Danmark tyndt på dette, deres 25. år som band. Med skiftende besætninger, men med samme grundstamme i violist Duncan Chrisholm, sanger og guitarist Stuart Eaglesham samt piper og fløjtespiller Steve Saint.
I Skotland er Wolfstone lige så store som Runrig, men i Støvring og omegn synes man ikke helt at have fået øjnene op for gruppens kvaliteter, trods tidligere besøg. I hvert fald var Stubhuset denne fredag i hvert fald langt fra fyldt, og det var rigtig ærgerligt. Ikke for os, der var tilstede, men for dem, der var blevet hjemme. For vi, der var mødt op, fik i den grad en aften fyldt med god, velspillet og energisk musik.
Wolfstone leverer folk og rock med snert ind i mellem af country og pop, men alt sammen pakket ind i den skotske lyd, som vi danskere holder så rigtig meget af. Mange rynker på næsten af sækkepibens klang alene, men når den på traditionel skotsk vis smelter sammen med violin og heftigt guitar, er vi alle fans og har i den grad svært ved at holde fødderne i ro under stolene. ”Rock’n’folk”, kunne man fristes til at klæbe på som etikette hos Wolfstone. Det rocker og det rykker, og ind imellem får man så lige ”pusten” i en stille ballade, inden de seks fyre blæser derud af igen.
Super melodier, super arrangementer og super musikalitet er hvad, man får med hjem i godteposen efter sådan en aften med Wolfstone, hvor man ikke kan lade være med at fremhæve den formidable lead guitarist Davie Dunsmuier, der både rev skarpe soli af og lagde vidunderlige harmonier under de andre sange og melodier. Sange og melodier, der gik helt tilbage fra Wolfstones første album fra 1991 og frem til seneste udgivelse  Time for Walking, der er bandets seneste udgivelse fra 2012.
Lækrest er det, når violin og sækkepibe i unisont parløb hamrer op og ned af tonerækkerne med præcis den skotske lyd, som vi som danskere på en eller anden måde føler et fællesskab med og holder så meget af. Det er suverænt. Det var suverænt.
Desværre lettede taget sig dog ikke helt, som Stubhusets bestyrer Helle Jørgensen ellers i sit oplæg fortalte, at Wolfstone havde for vane at få det til. Om det skyldes, koncerten ikke var helt udsolgt, skal lade være usagt. Men det var i hvert fald ikke Wolfstones skyld. De gjorde deres og leverede varen fuldt ud, og de gjorde det med både overbevisning, nærvær og engagement. De er knalddygtige.