Spejdere på jagt i Rold Skov efter forstenede søliljer, søpindsvin og ”nogle-snegle-noget”...

Der hamres og bankes i alle afkroge af Skillingbro.

Et udsnit af de fossiler, der blev fundet.

Flot fossilfund.

STØVRING: Engang i mellem skal man som spejder lave noget helt andet end bygge med rafter, lave mad over bål, snitte med kniv, og hvad man ellers opfatter som en typisk spejderaktivitet. Junior og Trop hos Det Danske Spejderkorps havde derfor lagt deres mødeaften til den nedlagte kalkgrav ved Skillingbro i Rold Skov.
Målet med aftenen var at lede efter fossiler i den åbne kalkgrav, hvor der blandt kalk- og flintesten er mulighed for at finde forsteninger, der har en alder på omkring 65 millioner år.
Spejderne fordelte sig hurtigt i kalkbruddet, og begyndte at hamre og banke. For de spejdere, der sad i bunden af skrænten, var det dog hele tiden med det ene øje på skrænten, da der hurtigt kunne komme trillende en løs sten ned længere oppe fra.
Tålmodigheden blev sat lidt på prøve, og allerede efter de første 10 minutter var begyndte de første at spørge om lederne var sikre på, at der overhovedet var noget i kalkgraven. Der gik dog heldigvis ikke så lang tid før at de første forstenede søpindsvin dukkede op, sammen med en del rester af de små fine søliljestilke. Der blev også fundet nogle brachiopoder, men det kan være lidt svært stolt at fortælle de andre spejdere om, hvad man har fundet, når man ikke helt kan udtale hvad det er - så brachiopoderne blev hurtigt omdøbt til nogle-snegle-noget.
Efter et par effektive timer på en dejlig forårsaften kunne aftenens resultat medbringes til Spejdergården, og de lidt trætte spejder-arme kunne endelig få lidt hvile.


e-max.it: your social media marketing partner