Fjernvarmeværkerne i Aars, Suldrup og Haverslev har besluttet af fusionere. Det betyder mindre udledning af CO2 og lavere priser på varme.
Før sammenlægningen kan blive til noget skal der dog etableres en rørledning mellem fjervarmeværkerne og fusionen kræver en godkendelse fra Rebild og Vesthimmerlands Kommuner, energitilsynet m.v. Samtidig medfører projektet forskellige ændringer for forbrugerne i Suldrup og Haverslev og projektet er nu sendt i høring blandt de berørte ca. 800 husstande i området.

Mange penge at spare
Den besparelse fjernvarmeværkerne får, kommer naturligvis de forbrugere der køber varmen til gode. Fjernvarmeværkerne har beregnet, at en gennemsnitlig husstand vil kunne spare 8-10.000,- kr. om året på varmeregningen. De enkelte husstande, offentlige institutioner og virksomheder skal betale et bidrag for tilslutningen. Bidraget skal være med til at finansiere rørledningen. Ud fra varmeværkernes beregning vil dette bidrag være tjent ind i løbet af få år.

Mindre CO2
Sammenlægningen af de tre værker vil ikke blot medføre økonomiske besparelser. Den vil også medføre en markant mindre udledning af CO2, med tilsvarende gevinst for miljøet. Den mindre udledning af drivhusgasser skyldes at driften af de tre værker i fællesskab bliver langt mere effektiv end i dag, hvor de drives hver for sig samtidig med, at naturgas udskiftes med affald som brændsel.

Ingen gevinst uden omkostning
Som nævnt ovenfor skal en del af udgiften til rørledningen mellem de tre værker betales af kunderne. Varmeværkerne har i forbindelse med fusionen aftalt, at en forudsætning for at der også i fremtiden er et økonomisk grundlag for rentabel drift, bliver indført forblivelsespligt og tilslutningspligt. Forblivelsespligten betyder, at de forbrugere der allerede er tilsluttet varmeforsyningen skal forblive kunder og altså ikke kan fravælge tilslutningen til fjernvarmen.
Tilslutningspligten medfører, at de husstande der p.t. ikke er tilsluttet fjernvarmen er forpligtet til at blive koblet på indenfor en periode på ni år. Samtidig skal alle nye udstykninger i området tilkobles fjernvarmeværket.


e-max.it: your social media marketing partner