En succesfuld lejrskoleoplevelse med cykeltur, museumsbesøg, hike, sovesalshygge, badeland og meget mere, er hvad Gregers Krabbe Friskolen netop har taget med hjem fra Ranum.

Pit-stop på cykelturen fra Aarestrup til Ranum.

Gammeldags fiskeri, hvor det gælder om at skræmme fiskene væk!

Foråret byder på mange traditioner på Gregers Krabbe Friskolen og den altoverskyggende er lejrskolen. Her bliver der givet nye og anderledes udfordringer, der løftes i flok, venskaber gøres endnu stærkere og alle modnes ”25 timer i døgnet” lige præcis den uge, hvor der er lejrskole.
Fællesskabet bliver hvert år plejet ekstra kærligt, og det skaber sammenhold på kryds og tværs af alle børn og voksne. Der er blevet talt måneder, uger og til sidst dage ned til afrejsedagen - tirsdag den 21. maj, hvor 77 elever fordelt på børnehaveklasse til 8. klasse tog af sted til Ranum Efterskole i 4 dage. Tre overnatninger uden mor og far er en stor oplevelse både for store og små, men på trods af turens længde, var det ganske småt med hjemve-tårer.
Der var masser af aktiviteter for de yngre elever, der blandt andet var på Limfjordsmuseet i Løgstør. Her kunne der både røres ved søstjerner, krabber, skrubber og en frossen sildehaj, og der blev - i efterårsvejret - også afprøvet fiskeri og sejlads på kanalen. Derudover fik de heldige elever i 3.-4. klasse også lov at prøve kræfter med kanosejlads på Vildsted Sø. Her var de på ”indianertur” mellem sivene, hvor de både så rovfugle, der var på ”æggerov” og lappedykkere.
Der er stor sandsynlighed for, at årets lejrskole bliver husket lidt bedre end de mange andre lejrskoler, især for de ældste elever. Da turen i år gik til Ranum, gjorde afstanden, at de ældste elever kunne transportere sig selv på cykler. Turen blev tilbagelagt i meget forskellige tempi, men fælles for alle var, at de hyggede sig under vejs. Det var dog ikke den eneste fysiske udfordring, de ældste klasser blev udsat for, da de onsdag drog på hike. En gåtur langs Vildsted Sø, der endte ved nogle shelters, lyder måske som en hyggetur, men den trak i den grad tænder ud! Det var nemlig den dag, hvor efteråret havde bestemt sig for at besøge maj måned. Det var vådt, blæsende og koldt - især om natten - men det er vist sandt nok, at ”modstand gør stærk”. Det var i hvert fald nogle stolte børn, der mødtes med resten af skolen i Rønbjerg Feriecenter til en velfortjent badetur.
Alle disse oplevelser har været specifikke for netop dette års lejrskole, men dertil kommer alt det, der hører med hvert år; At sove sammen, stå op sammen, lave mad sammen, rydde op sammen, smøre madpakker sammen, synge sammen, overvinde grænser sammen - i det hele taget bare være sammen. Der skal meget til at slå årets lejrskole - fire dage med 77 glade børn.


e-max.it: your social media marketing partner