Guds julegave til verden, sig selv, lå skjult og pakket ned i et lille barn julenat. På denne søndag, sidste søndag i Helligtrekonger, ser vi ham oppe på et bjerg, åbenbaret i al sin magt og herlighed. Hvad stjernen over Betlehem var et glimt af og, hvad de hellige tre konger bøjede sig for, det ser vi på søndag åbenbare sig oppe på forklarelsens bjerg, hvor ”hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset”.
Helligtrekongertiden begynder med, at tre rige, gamle, vise mænd bøjer sig for barnets usynlige herlighed og slutter med, at tre unge, fattige, uvidende disciple bøjer sig for barnet som voksen i al dets strålende herlighed, svøbt i lysets klædebånd. På denne måde toner julen ud. De tre disciple så, hvad der var skjult for øjet. De så lysets kilde, de så ham, som vi alle skal møde den dag, hvor det hedder: ”… da vinker os din strålekrans, da kysser os din guddomsglans”.
Opad mod Himlen går vore drømmes vej, opad mod klarheden og forklaringen, men nedad går nådens vej, Guds vej, og til jordens indre når den, og så dybt kan ingen synke, at nåden ikke kan nå ham. En dag under sin dåb i Jordanfloden gjorde Jesus jordens ondskab til sin, og Gud svarede ham med de selvsamme ord, som Gud på søndag svarer Peter: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag… ”, og synes du, at det lyder mærkeligt, så kan jeg sige dig, at den sære lyd du hører, er lyden af dødens port, der giver sig i alle hængsler!