På Lokalhistorisk arkiv for den tidligere Støvring kommune markeres Arkivernes dag med en fremvisning af lokalhistoriske samlinger. Kom og bliv klogere på lokalsamfund og dets historie. Se de mange spændende arkivalier i form af kort, billeder og dokumenter fra fortiden.

Ø. HORNUM: Udover at vise lokalarkivet frem, bliver der også mulighed for at komme i snak med lokale medborgere, der kunne have lyst til at gå ind i arbejdet med at bevare den lokale kulturarv. Arkivernes Dag er en god tilbagevendende lejlighed til at gøre opmærksom på, at alle har mulighed for at bidrage til at bevare kulturminderne for eftertiden.
På Arkivernes dag sidste år blev udgivelsen af bogen Historien bag ”Flyverstenen” i Torstedlund Skov præsenteret. Der har på både den ene og anden måde vist sig en meget stor interesse for bogen. Bl.a. kan arkivet nu vise en ny udstilling om detektorfundene i skoven samt et stempel og to ventiler fra flyet.
Arkivet har ligeledes modtaget en meget flot stensamling fra området omkring Suldrup skole af Hilda Christiansen, Skørping. Fundene er gjort af hendes mand Aksel Christiansen i årene 1960-62 på Møller Thomsens landbrugsejendom. I forord til samlingen kan bl.a. læses: Møller Thomsen var en stilfærdig, lun himmerbo. Det var en oplevelse at se og høre, når han kom: ”Christiansen, a hår ramt et par stuer stien mæ ploven. Vel do si på dem?” - Og det varede ikke længe før Aksel var på vej med skovl og ”teske”.
Arkivernes Dag foregår lørdag den 10. november.


e-max.it: your social media marketing partner