Birgit Lundgaard, Niels Nørgaard Nielsen og Knud Risager, der var med til at levere kisterne til de omkomne ude i skoven i juni 1947.

Birgit Lundgaard lægger krans ved kaptajn Nicodeme Guilonards gravsten.

Birgit Lundgaard pusler om Flyvergravene 1947.

AARESTRUP: Hvert år 4. maj bliver der afholdt mindegudstjeneste i Aarestrup Kirke som en markering af Danmarks befrielse i 1945. Det særlige for Aarestrups vedkommende er at mindegudstjenesten afsluttes med kransenedlæggelse på gravene for de 11 omkomne besætningsmedlemmer fra det britiske bombefly, der styrtede ned i Torstedlund Skov natten mellem 20. og 21. april 1945, altså kun to uger før krigen sluttede. I år var det Birgit Lundgaard, der havde æren at lægge kransen på gravene. Som skikken er, blev den lagt på kaptajn Guilonards grav som hæder til den samlede besætning. Om sin rolle i historien om begivenhederne tilbage i 1945 til 1948 har hun selv skrevet:

”Fredag den 20. april 1945 havde vi været til min morfars begravelse i Aarhus. Vi var på vej hjem, så det må have været sent, og jeg erindrer, at vi så røg og ildskær på himlen. Da vi blev klar over, hvad der var sket; jeg mener, det først var om søndagen; tog vi op i skoven for at se stedet. 

Vi boede i Aarestrup, hvor min far var lærer, og vi havde ikke langt. Jeg var tolv år på det tidspunkt, og jeg cyklede sammen med lærer Th. Johansen op i skoven. Alt var kaos. Det flød med maskinrester overalt, og det, der står tydeligst i erindringen efter de mange år, var en afrevet fod i en støvle. Faktisk tror jeg, jeg blev så forskrækket, at jeg ikke registrerede mere.

Min lillebror Ole, der var seks år, og som på det tidspunkt var der sammen med vores far, husker, at de af en tysk bevæbnet soldat fik besked om at trække sig tilbage. Ole husker også, at de fandt noget, som vist var en del af en gearkasse, og den kom med hjem.

Så kom befrielsen, og selv om hændelsen i skoven ikke var glemt, var der så meget andet, der fyldte dagene. Det var stadig et mysterium, hvad der var sket med besætningen, og folk gik ofte søgende rundt omkring nedstyrtningsstedet.

Først i 1947 blev de elleve døde fundet, og det vakte selvfølgelig stor opstandelse i vor lille by. Som beskrevet i bogen om Flyverstenen skete identifikationen ud for skovfogedboligen i Rold Skov, og en stakkels uforberedt bilist fik noget af et chok, da han så elleve hvide kister på rad og række foran huset.

Begravelsen var en stor begivenhed for hele omegnen og noget, alle tog det i. I begravelsen deltog også pilotens enke, Wilhelmina Guilonard. Hun havde sine tre døtre med herop, og jeg tror, hun en tid boede hos lærer Johansen, der var vores nærmeste nabo. Hun var en meget sød dame, og jeg, der var fjorten år og havde begyndt at lære engelsk, talte en del med hende. Hun skrev også meget sødt i min poesibog.

Flyvergravene blev anlagt smukt på Aarestrup Kirkegård, og af en eller anden uforklarlig grund passede jeg dem med blomster og vedligeholdelse. Det må have talt til et eller andet i mig. Og ingen havde vel noget imod det. Vi flyttede fra Aarestrup i 1948, så det hørte op af sig selv, og de har nok klaret det uden mig siden”.

4. maj 2015 besøgte Birgit Lundgaard igen nedstyrtningsstedet sammen med sin bror samt Trine Madsbøll og Niels Nørgaard Nielsen fra ”Lokalhistorisk Forening for den tidligere Støvring Kommune” inden hun lagde kransen ved mindehøjtideligheden på Aarestrup Kirkegaard. 

Efter højtideligheden var der sammenkomst i Aarestrup Forsamlingshus, hvor Jens Randers, der er opvokset i Aarestrup, fortalte om, hvad han kunne huske og hvad han siden har fundet ud af om forskellige begivenheder på egnen under besættelsen fra 1940 til 1945.