Af Svend Schultz-Hansen

En dansk forfatter Henrik Pontoppidan skriver et sted: ”Fra vuggen til graven lever og opretholdes vi alle sammen af kærlighedsgaver. Den, der ikke kan erkende dette har aldrig virkelig levet”. Vi lever af kærlighedsgaver fra naturens skatkammer, der åbner sig for os som blomster og frugt, som duft og smag, som farver for øjet, som saft på tungen, som korn på marken, som blod i årene som livslyst i hjertet. Vi lever af kærlighedsgaver både de synlige og usynlige.
Den kristne kirke og naturvidenskaben har i skøn forening og med pertentlig nidkærhed vogtet dogmet om naturen som en passiv kastebold for de evige naturlove – givet af Gud eller Big bang – alt efter gemyt! Men naturlovene er ikke evige, de er underlagt en udvikling – Gud er heller ikke evig uforanderlig, for Gud er den levende Gud. Det eneste uforanderlige er Guds kærlighed! Ellers godnat al mening med tilværelsen, og god morgen al overtro på jorden. Og hertil hører også den videnskabelige overtro på, at man med matematisk formalisme kan beskrive naturens uhyrlige virvar af slimede og uregerlige processer eller den overtro, der kender svarene på livets gåder – mod betaling!
Det er høstens tid – forunderlige kerne, der blev lagt i jorden, døde og opstod på strå fyldt med kerner i akset. Vi aner sprængningens under i blomsternes knopper en forårsdag, som blev til bugnende frugttræer, der voksede ud af vind, varme og væde. Tænk engang, at en blomme i maven forvandler sig gennem tarmen og bliver til sang, lovsang, og kærlighed til Gud og mennesker!