Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg, og Jesus helbredte ham med sit ord: ”Gå, hjem din søn lever” og i samme øjeblik forlod feberen ham.
Når du giver dit ord, så giver du dig selv. Du er i dit ord, og du kan ikke løbe fra det så lidt, som du kan løbe fra dig selv og din egen skygge eller trække dig selv op ved hårene!
Jesus er også i sit ord og hans ord har en mægtig kraft, fordi han i sit liv lever kærligheden helt ud, fordi han i sit liv er eet med kærligheden. Kærligheden er den største kraft i verden, for Gud er kærlighed.
Vi véd det hele fra vort eget liv og verden, at al virkelig kunst kredser om forholdet mellem kærligheden og døden. Det er ikke alene den store kunst, der er virkelig kunst. Det kan også være den lille, men ægte kunst. Det kan være en ugebladsnovelle om kærlighed til døden os skiller, den lykkelige eller ulykkelige kærlighed. Den sande kærlighed enten dør eller rækker til døden os skiller.
Kærligheden og døden ligger lige op ad hinanden. Du elsker kun den, som du med glæde vil dø for. Kærligheden udfordrer døden, for kærlighed er livet selv, livets kilde, og derfor ser man i livet dette sære, at kærligheden skubber til døden, udsætter døden, udfordrer døden, og ophæver angsten for døden. Når angsten griber dig og lammer dig, så tænk på, hvor højt du er elsket og, hvor højt du elsker. Angsten kan ikke lide kærligheden!
Jesus opstod fra de døde, fordi han var det hele og fuldkomne menneske, i hvem kærligheden var det hele og det fuldkomne ved ham som menneske. Gud er kærlighed, og Gud blev menneske i ham og ”ud hans hånd mig river af dødens garn”. Det var, hvad den kongelige embedsmand oplevede, da hans søn blev syg.