Biografens første Bedsteforældredag blev en succes

Bedsteforældre og børnebørn hyggede sig i Kinorevuens cafe, før de skulle ind og se filmen.

Victor (til venstre) og Tobias kunne godt lide at være i biografen med mormor/farmor Jonna Rose. De vil gerne med igen, og Tobias har allerede et forslag til en film. Han vil gerne se ”Den bestøvlede kat”.

Der skulle mange pizzaer til for at bespise de 100 små og store gæster. Her har en af Seniorbiografens frivillige, Torben Andersen, travlt med at bære pizzaer ind.

SKØRPING:  - Der er sket et mirakel i Seniorbiografen. Gennemsnitsalderen på vore gæster er i dag faldet med 30-40 år, sagde Erling Junker Holst med et smil i stemmen, da han bød velkommen til biografens første Bedsteforældredag.
Det nye initiativ er blevet godt modtaget. Der var totalt udsolgt, og der var en god stemning fra starten i biografsalen, hvor bedsteforældre og børnebørn småsludrede, mens de ventede på, at operatør Niels Jørn Grønhøj skulle trykke på startknappen til den nye danske film ”Min søsters børn alene hjemme”.
- Skulle jeres bedstemor eller bedstefar blive bange under filmen, så tag dem i hånden, sagde Erling Junker Holst. Og det lovede børnebørnene.
Før børnene gik ind i biografsalen, havde de hver fået udleveret en slikpose. Den var inkluderet i billetprisen. Det samme var pizza og cola og sodavand efter filmen. Til de voksne var der et glas rødvin eller en øl. Pizzaen blev indtaget i festsalen på Kulturstationen.
Flere bedsteforældre gav udtryk for, at det havde været en rigtig god dag.
- Vi fik mange positive tilkendegivelser, så jeg tror godt jeg tør love, at vi laver en ny Bedsteforældredag til efteråret, siger Erling Junker Holst.

Meryl Streep
i næste film

Den næste film i Seniorbiografen er ”Jernladyen”, som vises torsdag den 23. februar. Den handler om den tidligere britiske premierminister Margareth Thatcher, som i dag betragtes som en af de helt store politiske skikkelser efter Anden Verdenskrig. Hun kom helt til tops ved at bryde gennem kønsbarrierer og klasseskel i en verden domineret af mænd. Hovedrollen som Margareth Thatcher spilles af Oscar-vinderen Meryl Streep.
På grund af den store forhåndsinteresse har Seniorbiografen lavet en ekstra forestilling med morgenbuffet.


e-max.it: your social media marketing partner