- Onsdag, 2. juli 2014
Tre dejlige dage på Spiren med cirkus som tema er netop afsluttet. Spirens børn og voksne havde forberedt sig i flere uger op til festdagene.




STØVRING: Børnene klippede og fremstillede masser af flag på bånd, lige til at hænge op og skabe den helt rigtige cirkusmanege stemning med. Andre børn fremstillede et stort velkomst banner med teksten: Velkommen til Cirkus Spiren. Banneret bød velkommen til de mange børn og voksne, som på skift kom på besøg fra Toppen og Svanen.
Spirebørnene havde også forberedt sig ved at lege jonglør, balancekunstner, hestemanege, cirkusdyr og tricks i ugerne op til. Dette resulterede i, at rigtig mange børn fik mod på at lave en fantastisk cirkusforestilling. Spirebørnene fremførte de udvalgte cirkusnumre med elegant præcision og stor viljestyrke til stor applaus fra alle gæsterne.
Alle børn havde desuden mulighed for at afprøve egne cirkusinteresser. I form af opstillede boder med forskellige cirkusaktiviteter, rundt om på Spirens legeplads. Boder, som udfordrede børnenes gode fantasi og motorik.
Temadagene er et bindeled mellem de tre institutioner, som tilsammen udgør Børnehaverne Støvring Syd.
I løbet af kalenderåret arbejder personalet på Toppen, Spiren, Svanen således flere gange sammen om at skabe bånd og relationer på kryds og tværs mellem børnene. Hver gang med et nyt tema, oplevelser og udfordringer til børnene, til gavn for alle børnene i Toppen, Spiren, Svanen, hvert år ved skolestart.

