- Onsdag, 11. februar 2015
KIRKETERP: Det var en glad og stolt formand, der onsdag den 4. februar kunne byde velkommen til årets generalforsamling.
Som ordstyrer valgtes Jacob Winther Pedersen, Hjeds, hvorefter Frank Nielsen fremlagde beretning om året 2014.
Et fantastisk år for det 110 år gamle forsamlingshus. Stor fremgang i både udlejning og det ugentlige bankospil, hvilket også tydelig fremgik af Hanne Larsens fremlæggelse af regnskabet, der trods årets investeringer viste et overskud på 78.400 kr.
Der var genvalg til Frank Nielsen, Bradsted, og Margit Larsen, Kirketerp. Nyvalgt til bestyrelsen blev Lone Thoft, Kirketerp, der afløser Carl Olsen, Suldrup – der ikke ønskede genvalg. Sissi Møller Pedersen, Veggerby blev valgt til 1. suppleant.
Under eventuelt kunne formanden berette om nye tiltag. Sidst i denne måned skal køkkenet renoveres. Der indsættes nye industrikøleskabe, komfur og emhætte – så huset står klar til forårets mange fester.
Formanden takkede bestyrelsen for det gode samarbejde, og herefter blev der budt på pålægsboller og flotte lagkager.
Aftenen sluttede – vanen tro – med bankospil om de fine gevinster sponseret af egnens handlende.
Helt igennem en hyggelig aften.

