Hvert 4. år afholder organisationen FUK (Folkekirkens Ungdoms Kor) et landsstævne for alle kirkekor, og i år fandt det sted i Aalborg lige fra skolernes sommerferie var begyndt og fire dage frem.

Kirkekoret fra Sønderup og Suldrup har gennem længere tid øvet til landsstævnet.

Det var sjovt at spille på spande og baljer.

FUK (Folkekirkens Ungdoms Kor) fandt i år sted i Aalborg.

SULDRUP: Kirkekoret fra Sønderup og Suldrup kirker havde gennem længere tid glædet sig til og øvet til landsstævnet og ialt 11 deltagere var afsted. Herunder har nogle af deltagerne skrevet dagbog fra stævnet.

Lørdag den 30. juni
Da vi ankom lørdag morgen troede vi, at vi bare lige skulle øve lidt, og så have tid til at pakke ud og hygge lidt, men vi skulle øve rigtig meget alle sammen til fællesværket, hvor alle ca. 650 deltagere skulle synge sammen, og det var hårdt.
Om eftermiddagen skulle vi øve i vores storgruppe sammen med Tine Ohrt. Det var rigtig sjovt. Vi sang nogle rigtig gode sange, og skulle synge på en helt anden måde, fordi Tine sagde, vi skulle synge ”grimt” - det kunne godt være lidt svært at huske.
Efter aftensmaden kom vi ud på skolen, hvor vi skulle overnatte, og der var underholdning i gymnastiksalen. Vi havde diskotek, dansede limbo og meget mere.
Josefine og Kristine, 10 år.

Søndag den 1. juli

- Jeg hygger mig rigtig meget her på landsstævnet og lærer en masse nye ting og helt andre måder at synge på. I dag var vi i Aaby kirke og var med til gudstjenesten der sammen med kirkekoret fra Hørby ved Sæby. Vores to korledere havde snakket sammen allerede i løbet af foråret og aftalt, at os piger skulle være pennevenner, inden vi skulle til landsstævne. Derfor kendte vi hinanden lidt, inden vi mødtes, og vi havde det rigtig sjovt sammen den formiddag, og de var rigtig søde ved os i kirken. Da vi kom hjem fra kirken, øvede vi igen hele eftermiddagen sammen med Tine, og da vi sluttede den dag kunne vi vores sange rigtig godt. Det var også lidt hårdt, men Tine var heldigvis god til at give os nogle pause og lave nogle rigtig sjove rytme øvelser, hvor vi fx havde klappekonkurrence. Søndag aften var der underholdning for os på Stolpedalskolen og det var Stomp. Det var rigtig sjovt at spille på kosteskafte, spande og baljer, og vi var meget trætte da vi skulle i seng.
Johanne, 9 år.

Mandag den 2. juli
Idag stod vi tidligt op og skulle igen øve fællesværk hele formiddagen - det var hårdt og meget svært, men vi gjorde det, så godt vi kunne, og glædede os til om eftermiddagen, hvor vi skulle have helt fri.
Da vi fik fri, tog vi alle sammen i biografen og så Ice Age 4 - den var rigtig god, og vi hyggede os og spiste en masse slik.
Kl. 17 skulle vi være i Vor Frue kirke for at øve til aftenens koncert. Det gik rigtig godt, og kirken var helt fyldt. Det var sjovt at høre, hvad de havde sunget i de andre grupper, og det var godt nok noget meget forskelligt musik. Der var alt fra Tøsedrengene, Sys Bjerre, ny japansk kormusik, klassisk kormusik af Mozart og alt der i mellem.
Cecilie, 12 år.

Tirsdag den 3. juli

Vi spiste morgenmad og skulle være på Nordkraft hele dagen, hvor vi øvede en masse og også havde fri og måtte lege i DGI’s gymnastiksal.
Om aftenen skulle vi synge for ca. 800 mennesker, og det var vi meget spændte på. Der var rigtig varmt på scenen og vi sad tæt, så korlederne sagde hele tiden, at vi skulle drikke vand.
Heldigvis gik hele koncerten rigtig godt og folk klappede meget. Det var også dejligt at se sin egen familie igen. Men det var helt sikkert et rigtig godt landsstævne.
Sanna, 11 år.


e-max.it: your social media marketing partner