- Tirsdag, 8. marts 2011




SØNDERUP: Søndag holdt Sønderup Borgerforening i samarbejde med menighedsrådet fastelavn. Det hele startede i kirken, hvor alle de flotte udklædte børn
spændt ventede på hvad der skulle ske. Lene skulle have hjælp af alle børnene til at lave stormvejr på havet, det foregik i midtergangen af kirken, og der kom virkelig gang i vandet. Bagefter sang børnekoret et par sange og så gik turen ellers i forsamlingshuset til tøndeslagning.
I forsamlingshuset blev børnene delt ind i tre grupper, og så gik de i gang med at slå til tønden. De største var sendt udenfor i år, da det jo var rigtig fint vejr, og så blev der lidt mere plads til de mindre indenfor.
Efter nogen tid blev der fundet tre kattekonger og tre kattedronninger, og i år blev det: Camilla, Andrea, Robert, Tobias, Astrid og Maja.
Så blev der delt præmier ud. Den sjoveste gik til Johanne, den flotteste gik til Andreas og den mest fantasifulde gik til Yasmina.
Der var mødt ca. 140 op til årets fastelavn og borgerforeningen var godt tilfreds med arrangementet. Og succesen bliver helt sikkert gentaget igen til næste år.

