Fionian Baroque giver koncert i Huset, umiddelbart efter Rebild Musikforenings generalforsamling.

STØVRING: Fionian Baroque er et professionelt barokensemble bestående af fire unge musikere med base i Odense på Fyn, deraf navnet Fionian Baroque som er gammel engelsk for ”Fynsk barok”.
Ensemblet blev dannet i 2011, med udspring i tidligere samarbejder, på studier og i koncertsammenhænge. Alle medlemmer i ensemblet nærer stor kærlighed for netop barokmusikken og har hver især valgt blandt andet at specialisere sig på dette felt. Derfor spiller ensemblet på kopier af originalinstrumenter, således at autenticiteten i barokmusikken holdes i hævd.
Repertoiret er bygget op omkring vokale værker, men også rent instrumentale værker er på repertoiret, f.eks. triosonater samt enkelte duetter og soloværker. Ensemblet laver forskellige konstellationer for at skabe variation og lade den enkelte musiker træde frem. Ensemblet består af: Louise Odgaard, sopran, Monica Schmidt Andersen, fløjte, Maria Rosenkilde Qvist, barokcello, Tina Christiansen, cembalo.
Ved koncerten opføres værker af J. S. Bach, Purcell, Corelli og Vivaldi.
Det fynske barokensemble giver koncert efter Rebild Musikforenings generalforsamling søndag den 27. april i Huset, Støvring.


e-max.it: your social media marketing partner