Fredag den 13. marts er der der lagt op til en festlig og stemningsfuld aften i Sognegården i Støvring. Her serveres buffet, dans og musik med jødisk inspiration.

Oplev Klezmerduo i Sognegården, Støvring.

STØVRING: Klezmer er betegnelsen for den livsbekræftende jødiske festmusik med rødder i  Østeuropa. Musik, der rummer længsel og smerte, men som samtidig insisterer på håbet, glæden, festen og viljen til livet.
Den jødiske musiktradition er ældre end vor tidsregning, og i Det gamle Testamente findes mange referencer til musik. Melodierne levede videre gennem århundreder under jødernes landflygtighed og blev inspireret og påvirket af andre kulturer. I Østeuropa blandede den traditionelle jødiske musik sig med balkan- og sigøjnermusikken og blev meget populær til de ugelange bryllupsfester, hvor der blev sunget på hebraisk og jiddisch.
Klezmerduo består af Henrik Bredholt (sopransax, dulcimer, tuba, vokal) og Ann-Mai-Britt Fjord (harmonika, percussion, vokal)
Duoen var blandt de første, som genoplivede klezmermusikken i Danmark for 25 år siden. I dag spiller de over 100 koncerter om året herhjemme og i udlandet, hvor de har optrådt i de fleste europæiske lande samt i Israel, USA, Argentina og på Cuba.
Begge er kendte som meget dygtige musikere og fremragende formidlere, som formår at forløse klezmermusikkens særlige nerve og humor.
Klezmerduo har udgivet fire cd’er,  der har fået flere Grammy nomineringer og duoen har vundet en førstepris på Verdensmusikfestivalen.


e-max.it: your social media marketing partner