- Tirsdag, 5. februar 2013
Årets første løb… - det kilder i maven, på den der helt specielle måde, som det normalt kun gør, når man skal prøve noget helt nyt – men sådan er det, når man begiver sig af sted til sæsonens første løb.

Sofie Sørensens indsats var et kæmpe smil værd.
Vinter Trial i Kolding har de sidste år virket som startskuddet til sæsonen. Løbet plejer at være i den lidt lettere ende, og der er lagt vægt på, at man skal komme godt i gang – mere end store sportslige præstationer.
Vinter Trial er et bidende koldt løb - og det var det også i år. Med minus 3 grader og en frisk vind, skulle både kørere, hjælpere og publikum pakkes godt ind. Kørerne kunne dog glæde sig ved, at få sved på panden, for sektionerne var udformet således, at der skulle kæmpes lidt. Selv om løbet ikke var så svært, viste Rebild TrialSports kørere overskud, og præsterede godt på dagen. Det kan nogle gange være svært at holde koncentrationen i de meget lette løb – specielt for Eliten, som er vant til, at sektionerne er langt sværere.
Morten Andersen fra Rebild TrialSport imponerede da også med at sikre sig sæsonens første sejr i Elite, og det kun med tre strafpoint over hele løbet – en uhørt lav score. Nr. to i Elite blev også en Rebild-dreng – nemlig Kristian Jørgensen. I B-klassen imponerede Sofie Sørensen igen konkurrenterne, ved at trække en andenplads hjem. Det er i sandhed en flot præstation, når det tages i betragtning, at Sofie først i 2013 er oprykket til B-klassen.

