114 Y’s Men fra distrikt Himmerland fik en rigtig god oplevelse, da de samledes til deres årlige distriktskonference, der blev afviklet på Borremose Erhvervsefterskole ved Aars. De 10 Y’s Men’s klubber er netop en del af skolens bagland og fordeler sig i Løgstør, Nibe, Aars, Støvring, Hobro og Østhimmerland samt Han Herred og Aabybro.

Flankeret af Y’s Men’s bevægelsens logo ses her fra venstre nuværende distriktsleder Irma Jensen, Rørbæk, samt distriktetsleder i 2016-17 Poul Vadsholt, Aars, leder i 2017-18 Liselotte Nielsen, Løgstør, og leder i 2018-19 Børge Christensen, Støvring.

Aftenens taler, tidl. borgmester Anny Winther, Støvring, modtog en erkendtlighed for sin indsats.

Som en kirkelig organisation var det naturligt at indlede dagen med gudstjeneste i Aalestrup kirke, hvor sognepræst Niels Peter Sørensen udtrykte sin glæde over den fyldige fællessang og opfordrede tilhørerne til ikke at bekymre sig om dagen i morgen, men hellere tage os af hinanden i dag, idet ethvert menneske er enestående og derfor uendelig meget værd. Kirkens voksenkor medvirkede bl.a. med et stemningsfuldt postludium.
Efter kaffen på efterskolen tog ni af deltagerne på tur til gasmuseet i Hobro, mens distriktsleder Irma Jensen, Rørbæk, bød de øvrige medlemmer velkommen til deres årlige generalforsamling, der blev ledet af Hans Dalum, Aars. I sin beretning kom Irma Jensen ind på sin to årige ”oplæring” i faget som distriktsleder, der har budt på mange og indholdsrige oplevelser. Navnlig var hun glad for at have været med til at afgøre, at de fælles støtteprojekter for samtlige Y’s Men’s klubber i Danmark for i år skulle være et børnehjem i Kirgisistan og socialt udsatte børn i Grønland.
Som distriktsleder takkede Irma Jensen for den gode modtagelse, som hun har fået i forbindelse med sine tjenstlige besøg i landsdelens 10 klubber, der tilsammen har 266 medlemmer. De har alle levet op til årets motto: Samarbejde giver fællesskab og udvikling.
Som kasserer for distriktet gennemgik Niels Hans Nielsen, Allestrup, indtægter og udgifter i forbindelse med årets mange arrangementer på både medlems- og ledelsesplan. Jens Petersen, Nørager, oplyste, at ni af de 10 klubber har samlet og klippet brugte frimærker, der sælges, og udbyttet herfra går til internationalt samarbejde blandt klubberne.
Alle 10 klubledere, de såkaldte præsidenter, kunne i deres beretninger fortælle om stor aktivitet og mangfoldige arrangementer i deres klubber for at skaffe penge til lokal og international velgørenhed. De 10 klubber har repræsentanter i fire efterskoler i landsdelen: Borremose, Farsø, Vesterbølle og Bjerget i Han Herred.
Der var valg af distriktsledere for de kommende år. Det bliver Poul Vadsholt, Aars, for 2016-17, Liselotte Nielsen, Løgstør, for 2017-18 og Børge Christensen, Støvring, for 2018-19. Poul Vadsholt oplyste, at næste års distriktsarrangementer også holdes på Borremose Erhvervsefterskole.
Hovedtaler ved den afsluttende festaften var regionsrådsmedlem og tidligere borgmester Anny Winther, Støvring, der talte over emnet ”Grænser for fællesskab” og sagde bl.a. ”Fællesskabet er en livsbetingelse for os alle. Det rækker også ud over landets grænser, sådan som jeres Y’s Men’s bevægelse gør det. Men fællesskabet trives bedst i frivillige, lokale foreninger, hvor en indsats som i jeres klubber er berigende for alle”.
Festen sluttede med en medrivende musikalsk underholdning ved tidligere skoleleder Samuel Frederiksen, Hvalpsund, der viste sit store talent både på klaver, kornet og koncertina, alt imens han causerede over livet ved Limfjorden, hvor en omvej ofte er turen værd. Han sluttede hele konferencen af med stemningsfuldt trompetspil til aftensangen: Nu er jord og himmel stille.


e-max.it: your social media marketing partner