Vinderen af Veteran herrer, Mogens Pedersen, samt vinderen af Stablefordrækken, Mogens Henriksen, flankeret af Erik Vestergaard og Lars Schack Jensen fra turneringsledelsen.

Vinderen af Senior damer Ely Rasmussen, vinderen af Old Boys Anders Krogh Nielsen, Old Girls Marie-Louise Maarup, Senior herrer Lasse Fristrup Bach, Junior drenge Alexander Fich-Olsen og Mid-Age herrer Bent Pedersen. Vinderne er også på dette foto flankeret af Erik Vestergaard og Lars Schack Jensen fra turneringsledelsen.

SKØRPING: I weekenden blev der kæmpet om de ærefulde placeringer i klubmesterskaberne samt om, hvem der det næste års tid har en form for håneret. Matcherne blev afviklet i flot vejr om lørdagen og med kun en lille byge som frisker søndag formiddag.
Banen var sat flot op til turneringen og greens var både slået tæt ned samt strøget med klubbens strygejernslignende maskine. Op til turneringen var en stor del af den ellers tykke rough også fjernet med grønthøster, så der hørtes ikke klager over banen, men alligevel lød der visse eder og forbandelser, som udelukkende skyldtes personlige fejlslag.
Turneringen gennemførtes ved at spille 18 huller over de to dage. Alle rækker med undtagelse af Stablefordrækken spillede ud fra scratch – altså uden handicap.
I juniorrækken var Alex-ander Fich-Olsen en sikker vinder i runder på hhv. 79 og 84 – altså i alt +19 slag over par. Dette resultat viste sig at være det flotteste af alle deltagere, så Alexander kan med god ret holde på, at han var den der spillede allerbedst i årets mesterskab.
I Senior damer genvandt Ely Rasmussen mesterskabet i +26.
I Old Girls vandt Marie Louise Maarup i +39 med Dorte Pedersen på andenpladsen i +41.
Senior herrer blev vundet af Lasse Fristrup Bach (også mester i 2010) i +26 med Søren Højgaard som to’er i +31.
I Mid-Age Herrer vandt Bent Pedersen i +30 med Kjell Kongsvang på andenpladsen i +33. Her var det skuffende at se en ellers god spiller som Bjarne Villadsen gå helt ned med 2 runder over 100, sandsynligvis på grund af presset ved at være andenreserve i B-rækken.
Old Boys-rækken blev for andet år i træk vundet af Anders Krogh Nielsen i +21 – her kunne Jens Svendsen ikke puste vinderen nok i nakken med sine +29, men han bliver sikkert snart en favorit i Veteranrækken. I denne række lå der også en overraskelse i Lars Kold Hansen, som på tredjepladsen kun lavede +36, men hans vogn og bag pyntede på runderne og alle jern kom med hjem igen.
I Veteranrækken vandt den tidligere hen så kendte divisionsgolfspiller Mogens Pedersen i sin comeback sæson i +30 med Ole Uhrenholt på andenpladsen i +46.   
Årets største række med 33 deltagere (damer og herrer) blev vundet af Mogens Henriksen med 70 stablefordpoints med Ib Bové på andenpladsen med 69 og Anne Marie Drastrup som tre med 68.
Begge dage kunne spillerne blive belønnet eller trøstet med den fine buffet i Hul 19, så søndag eftermiddag drog alle spillere glade hjem efter endnu en god turneringen og to fine dage i klubben.    


e-max.it: your social media marketing partner