- Tirsdag, 20. september 2011
Efter mere end et halvt års angreb af skimmelsvamp, er det nu igen sikkert for børn og voksne at opholde sig i Øster Hornum Børnehave i Sandgraven.

Et par raske gutter er klar til tage fat på, at pakke flyttekasserne med alt Børnehavens legetøj ud, så det kan komme i brug.
ØSTER HORNUM: To kontrolprøver, den seneste foretaget 19. august, har vist at der ikke længere er koncentrationer af svampesporer som giver anledning til bekymring fastslår centerchef Per Larsen, Børn og Unge i Rebild kommune. Der vil løbende blive foretaget yderligere to prøver for, at sikre, at problemerne med skimmelsvamp ikke vender tilbage.
Derfor foregik tilbageflytningen fra Gården til Børnehaven torsdag den 15. september efter lukketid. Flyttefirmaet var bestilt før folketingsvalget blev udskrevet, siger Torben Rune, leder af Øster Hornum Børneunivers. Det var arrangeret, at ISS skulle foretageforetager en grundig, professionel rengøring i Børnehaven og af alt inventaret, inden børn og personale igen tager bygningen i brug.
- Selvom det har været nogle turbulente måneder for børn og voksne, har alle taget det på en utrolig pænt og konstruktiv måde, og jeg har kun stor ros og anerkendelse til de forældre, børn og personale som har lagt tålmodighed og fleksibilitet til. Nu glæder vi os til at komme tilbage i vante omgivelser, og ser frem til processen med det fremtidige dagtilbud siger, siger Torben Rune
Børne- og ungdomsudvalget har på sit sidste møde gennemgået de forslag, til en renoveringsplan, som en arbejdsgruppe har arbejdet med forskellige forslag til. Arbejdsgruppen har bestået af Torben Rune, centerchef Per Larsen, en bygningsfaglig konsulent samt en konsulent fra Børn og Unge.
Ud af de fem forslag, som arbejdsgruppen er fremkommet med, har udvalget besluttet sig for, at der skal arbejdes videre med tre af modellerne. Arbejdsgruppen vil nu arbejde videre med en beskrivelse af de tre udvalgte modeller, som omfatter en totalrenovering og udvidelse af den eksisterende bygning i Sandgraven, en nedrivning og genopførelse på sammen matrikel og som det tredje en nyopførelse på skolens areal med en eller anden form for sammenhæng med skolens indskolings- og SFO-fløj.
Fælles for de tre forslag er, at alle børnehavebørnene fremover skal samles på samme matrikel, enten i Sandgraven eller i forbindelse med skolen, og at Gården sælges.

