- Tirsdag, 18. september 2012
SKØRPING: Rold Skov Orienteringsklub er en aktiv orienteringsklub, der har et spændende tilbud til alle i weekenden den 29. og 30. september 2012. Alle kan nemlig komme ud og prøve orientering.
Lørdag eftermiddag inviterer klubben på labyrint-orientering ved spejderhytten i Petersmindebakkerne. Samme aften kan man prøve natorientering med medbragt lommelygte – også fra spejderhytten, og søndag formiddag kan man prøve orientering i Rold Skov med afmærkning fra Tveden på rute 180 gennem skoven.
Klubben står klar på stævnepladserne begge dage til alle tre løb med særlige tilbud til folk, der ikke har prøvet orientering før, eller som har lyst til at genopdage den spændende sport, der forener motion og natur.
Alle kan deltage uanset alder og fysisk formåen, idet man kan vælge at løbe, lunte eller at gå rundt på banen – med eller uden barnevogn. Og banerne findes i både korte og lidt længere versioner.
- Vi vil gerne indbyde borgerne i kommunen til at prøve at gå eller løbe en lille nem bane, og håber herved at vi kan give det bedst mulige indtryk af, hvad orientering kan byde på. Alle kan deltage - børn, unge, familier med barnevogn, motionister, løbere eller pensionister, der har lyst til en tur i skoven, udtaler funktionsleder Mette Håkansson.
Samtidigt med dette initiativ for at få nye i skoven, arrangerer klubben samme weekend et stort orienteringsløb, så der er masser af muligheder for at opleve stemningen på stævnepladserne samtidigt med at man nyder den smukke natur.

