- Mandag, 15. december 2014
Efteråret har budt på flere store musikalske oplevelser for børnene i Børnehuset Kronhjorten.

Per Iversen viste også vejen til sang, musik, glæde og bevægelse.

I Børnehuset har man ugentligt haft besøg af Lotte Føns, som har motiveret de små børn til at synge og danse.
STØVRING: Lotte Føns fra Musikskolen i Rebild Kommune har ugentligt besøgt Børnehuset i tiden fra efterårsferien til jul. Lotte Føns har - ud fra et tema om dyr - dels tryllebundet og dels motiveret en gruppe af børn hver torsdag formiddag til at synge, danse og sprede glæde via musikkens forunderlige og fængslende væsen på tværs af alder, køn og interesse.
Musikforløbet har bragt de ældste vuggestuebørn og de yngste børnehavebørn sammen i en intens oplevelse, hvor tiden har stået stille og følelsen af, at være tilstede lige nu og her har været fremherskende.
At musik går på tværs af alder oplevede genboerne til Børnehuset Kronhjorten, beboerne på Plejehjemmet Ådalscentret, i forbindelse med et nyetableret samarbejde mellem de 4-årige børn på gruppen Pindsvinet og udvalgte beboere på Ådalscentret.
To gange månedligt krydsede otte børn, sammen med den tilknyttede pædagog, vejen som adskiller de to institutioner.
Musikterapeut Pernille Holland-Thorhauge stod klar til at føre en flok af glade og forventningsfulde børn og en gruppe af ældre livsglade mennesker ud på en musikalsk rejse.
Adventshyggen i Børnehuset Kronhjorten har fået ekstra kolorit på den musikalske konto med besøget af Per Iversen, som med harmonikaen viste vejen til sang, musik, glæde og bevægelse.
I Børnehuset har 85 børn i alderen fra 0-6 år sin daglige gang, og adventshyggen samler alle børnene fra Børnehuset og børnene fra Gæstehuset, som holder til i de tilstødende lokaler.

