Arkivaften, kort efter arkivets indvielse 1976.

Foreningens første formand Poul Christensen.

n Ø. HORNUM: Onsdag den 5. september 1973 havde en kreds af lokalhistorisk inter-esserede mennesker indkaldt til møde på Hjedsbæk Kro. Tanken var at stifte en lokalhistorisk forening for den nydannede Støvring Kommune. Én af hovedmændene bag indkaldelsen til mødet var kommunens sekretariatschef Cræn Andersen fra Øster Hornum. Han og de øvrige initiativtagere havde allerede sikret sig de kommende rammer for foreningens arkiv, idet der i den kommende udbygning af Øster Hornum Skole ville indgå et specielt lokale på 150 kvadratmeter til formålet.
I forvejen havde man på skolen den store oldsagssamling, som den lokale amatørarkæolog Ingeman Sørensen havde skabt. Det var dog ikke tanken, at hovedvægten i den kommende forenings virke skulle lægges på arkæologi, men på indsamling og bevaring af billeder og arkivmateriale fra de nu nedlagte fem sognekommuner, der havde sluttet sig sammen til Støvring Kommune.
Cræn Andersen havde i øvrigt allerede sikret sig en stor del materiale af lokalhistorisk interesse fra de nu nedlagte kommuner, og han havde også en større samling billeder fra Øster Hornum klar til arkivet.
På den stiftende generalforsamling var der indlæg fra flere med stor erfaring i lokalhistorisk arbejde, idet skoleleder Henry Sørensen fra Øster Hornum fortalte om lignende foreninger i andre kommuner og om en kommende forenings formål og virke. Han viste eksempler på billeder, skøder, protokoller, breve og andet, der kunne fortælle om folks hverdag i forgangne tider. Poul Christensen fulgte op og fortalte endvidere om, hvordan noget så dagligdags som gamle regninger kunne fortælle meget om folks økonomi og daglige levevilkår, og om, hvor ærgerligt det var, når papirer af historisk værdi blev smidt væk og endte deres dage i en papirmølle. Begge understregede det vigtige i at opsøge navnlig ældre mennesker, for at få dem til at fortælle om deres liv og tid.
Efter disse indlæg enedes man om at danne ”Støvring Kommunes Lokalhistoriske Forening”, der skulle ledes af en bestyrelse på fem personer, hver repræsenterende én af de nu nedlagte sognekommuner. Tanken var at hver af disse skulle lede en gruppe på tre til fem personer, der sammen skulle indsamle materiale fra deres respektive områder. Til bestyrelsen valgtes Peter Langdahl, Thorkild Larsen, Marie Meldgaard, Martin Sørensen og Poul Christensen, der blev valgt som formand for foreningen, da bestyrelsen konstituerede sig.
Indtil foreningen kunne flytte ind i det fremtidige lokale på Øster Hornum Skole, indrettedes et lille arkiv på et loftsværelse i den netop fraflyttede pedelbolig på Øster Hornum Skole. Når der blev afholdt medlemsmøder, foregik det rundt i kommunen i forsamlingshuse, på skoler, eller hvor man kunne finde plads.
Allerede en måneds tid efter foreningens stiftelse udsendtes det første medlemsblad ”Hanen”, hvori man på side 1 blandt andet kan læses: ”Vi tør sikkert love, at dette skrift vil udkomme særdeles uregelmæssigt, og at det foreløbig vil fremkomme i primitiv form, men at det forhåbentligt vil være foreningens medlemmer til glæde”. I øvrigt indeholdt bladet artikler om så forskellige emner som Buderup Ødekirke, anekdoter fra sognene, en retssag om vold og en række gamle fotografier. Som nok det vigtigste bragte bladet også en større artikel om det vigtige i at indsamle og bevare gamle billeder og arkivalier i foreningens arkiv og en opfordring til folk om at kigge efter, hvad de måtte have i gemmerne af interesse i den henseende.
Det var en stor dag, da Støvring Lokalhistoriske Forening ved indvielsen af tilbygningen til Øster Hornum Skole 28. september 1976 kunne tage det lovede store lokale i brug. Ved indvielsen sagde formanden Poul Christensen på foreningens vegne: ”Jeg har i tre år glædet mig til denne dag. Vi er meget taknemmelige for det flotte lokale nedenunder. Der findes muligvis flottere skoler, men absolut ikke flottere lokalhistoriske arkiver”. Endvidere nævnte han, at foreningen på dette tidspunkt havde 250 medlemmer og at medlemsbladet ”Hanen” var et godt kontaktorgan til befolkningen. Efter at andre havde talt, takkede formanden for de mange smukke ord og for de mange gaver, der var modtaget i dagens anledning.


e-max.it: your social media marketing partner