- Tirsdag, 17. juni 2014
Rød og grøn er to centrale farver for SF, og derfor holder SF-Rebild fast i traditionen med en årlig sommerudflugt til et sted i Rebild Kommunes skønne natur.

Thomas Klimek.

I år går udflugten til området ved Højris Mølle, som ligger på grænsen til Vesthimmerlands kommune i Sønderup ådal. Alle - uanset partifarve - er velkomne til at møde op på broen over åen til en hyggelig søndag eftermiddag med vandretur, grill og politik snak.
Under turen, som ledes af biolog Karen Clausager og en repræsentant fra Danmarks Naturfredningsforening, vil der blive mulighed for at se og høre mere om det skønne område, som i 1993 blev opkøbt af Danmarks Naturfond.
Landskabet er varieret med mose, eng, overdrev og egekrat, som man kun finder få andre steder i Jylland. I tidligere tider var kun en lille del af området skov, mens det meste var hede og overdrev. På grund af det bakkede landskab blev området aldrig opdyrket, men i stedet brugt til græsning af kreaturer. Det er en af årsagerne til, at stedet i dag er helt unikt.
Midt i det skønne landskab ligger Højris Mølle, hvis historie går helt tilbage til middelalderen, hvor den fungerede som vandmølle. Langt senere blev der etableret et dambrug neden for møllen. I 2006 lykkedes det Danmarks Naturfond at erhverve og nedlægge dambruget, således at Sønderup Å kunne få sit slyngede forløb igen til glæde for livet i åen. Og til glæde for de besøgende.
Efter rundturen i området vil SF-Rebilds snart så velkendte bålgryde, være klar til at grille deltagernes medbragte mad. I tilfælde af regn vil spisepladsen blive overdækket, så der kan findes ly for elementernes rasen til hyggeligt samvær og lidt politisk snak.
MF Pernille Vigsø Bagge, som er valgt i Himmerland, vil præsentere sin efterfølger som kredsens folketingskandidat, Thomas Klimek. Nogle kender allerede Thomas Klimek fra 1. maj-mødet i Støvring, men på søndag bliver der anderledes ro og mag til at spørge ind til hans mærkesager - ja i det hele taget til at lære ham at kende. Byrådsmedlem og formand for Sundhedsudvalget Annette Søegaard vil derefter fortælle om arbejdet i Rebild Byråd, ligesom der helt sikkert også vil blive snakket om byrådsarbejdet i Vesthimmerlands Kommune.
Det er således ikke tilfældigt, at dette års naturtur foregår lige på grænsen mellem de to kommuner, hvis lokale SF-foreninger samarbejder om at få Thomas Klimek valgt til Folketinget.

