Byrådet vil gerne have en tættere kontakt med byerne i Rebild Kommune. Derfor opfordrer politikerne til at lokale grupper inviterer byrådet til dialogmøder
I byrådets vision for Rebild Kommune hedder det blandt andet at
- Åbenhed med borgerinddragelse og borgerdeltagelse er væsentlige elementer i bestræbelserne på at udvikle nærdemokratiet. Det direkte møde mellem borger og politiker med mulighed for dialog er vigtig tidligt i processen, når der arbejdes med nye eller særlige initiativer.
Derfor opfordrer byrådet nu byerne i kommunen til at invitere til dialogmøder. Ideen er at de der bor og har deres daglige virke lokalt, sætter dagsordnen og bestemmer hvad der er vigtigt at få drøftet. Så møder medlemmer af byrådet op, lytter, svarer på spørgsmål, og i fællesskab ’tager de en snak om tingene’.
Byrådets ønske er at få bedre føling med hvad der rører sig lokalt i byerne og hvilke muligheder man lokalt ser for udvikling. Der er selvfølgelig ingen garanti for at alle ideer bliver ført ud i livet, men der er garanti for at politikerne lytter, involverer sig og lader sig inspirere af hvad de hører på møderne.

Hvem kan invitere?
Det kan foreninger og grupper i de 13 såkaldte ’byzonebyer’ i Rebild Kommune: Blenstrup, Bælum, Haverslev, Nørager, Ravnkilde, Rebild, Rørbæk, Skørping, Støvring, Suldrup, Sørup, Terndrup og Øster Hornum.
Der er ikke noget krav om at det skal være en bestemt type forening eller gruppe der inviterer, men det kan fx være borgerforeninger, sportsforeninger og lignende – gerne i et samarbejde.

”Det ville glæde os at se…”
Hvis nogen har fået lyst til at invitere byrådet til et dialogmøde, men er lidt i tvivl om hvordan det skal gribes an, kan disse retningslinjer måske være en hjælp.
• Mødet skal være forankret lokalt via en forening, eller større gruppe af interessenter
• Mødet skal være åbent for alle – også pressen
• Det er foreningen mv. der er værter for mødet og sætter dagsordenen.
• Foreningen mv. sørger for lokaler og forplejning
• Foreningen mv. planlægger og afvikler arrangementet
• Kommunen omtaler mødet i annoncen i ugeaviserne to uger inden arrangementet
• Foreningen mv. markedsfører mødet i lokalområdet
• Der er ikke på forhånd krav til form, tid og sted, men foreslå gerne flere datoer i prioriteret rækkefølge.


e-max.it: your social media marketing partner