- Onsdag, 11. april 2012

Lars Hannibal og Ghita Nørby.

Foto: Karsten Frisk.

Foto: Karsten Frisk.

Foto: Karsten Frisk.
STØVRING: Søndag den 1. april åbnede Støvring kirke for dørene og inviterede i samarbejde med Stubhuset til koncert og oplæsning.
Som kunstnere var inviteret skuespiller Ghita Nørby, der næppe behøver nærmere præsentation, og guitarist Lars Hannibal, der hører til de kendte på den klassiske musikscene.
Der blev budt velkommen til eftermiddagens arrangement af Støvring kirkes menighedsråds næstformand Lis Pedersen.
Eftermiddagens kunstneriske præsentationer begyndte med, at Ghita Nørby læste Christian Winthers digt ”Flugten til Amerika”. At netop dette digt var valgt forklare Ghita Nørby, at digtet rummer et billede på, at man som menneske kan blive ulykkeligt og ked af det. Alt synes sort, og der er ingen håb eller lys forude. Og dog – alligevel lykkes det ofte på én eller anden måde at finde trøst, og man kommer videre i livet. Den trøst finder brødrene i digtet også – på bunden af sagosuppen.
Lars Hannibal spillede klassisk musik på sin guitar. Lars havde til eftermiddagens program valgt musik fra ”De store” komponister: Bach, Mozart, Beethoven, Hector Villa Lobos m.fl. Lars Hannibals musik lagde sig som fine intermezzoer til Ghita Nørbys oplæsning.
Ghita er stor fan af H.C. Andersen, der med sine fabler afspejler den menneskelige natur i form af både det gode og det onde.
Ghita Nørby talte også om venskaber. I dag kan venskaber være mange ting. På Facebook har Ghita Nørbys ca. 6.000 venner. Det er ikke venner, som man i traditionel forstand vil betegne som ”rigtige venner”. Dem har man kun få af. En af Ghitas ”rigtige” venner er Niels Birger Vamberg, der – formentlig på det Kgl. Bibliotek – fandt nogle ukendte tekster af H.C. Andersen. Han vidste, at Ghita Nørby skatter H.C. Andersen meget, og han gav disse tekster til Ghita, der denne søndag eftermiddag kunne læse en af teksterne i Støvring kirke.
Ghita Nørby benyttede også chancen til at argumentere for kulturens og teatrets fortsatte beståen i det danske samfund. Kulturen afspejler ”samfundets fodspor”. Hvis ikke vi ejer kultur, bliver vi lige så flade som rådhuspandekager – uden syltetøj. Vi skal forsat eje vore kulturinstitutioner. Her ligger vore fodspor med alle nuancer, værdier, tanker og fejltagelser. Ingen kender opskriften på succes. Og gud ske lov for det. Ellers ville vi bare spise succeskager - og få mavepine.
Det var en dejlig forårssøndag eftermiddag i Støvring kirke, hvor Ghita Nørby på levende vis fortolkede H.C. Andersens tekster, og Lars Hannibal med sin klassiske guitar supplerede på bedste vis, hvor de to mennesker skabte en stemning med variationer i musik og tekster til eftertanke.
KFR.

