Borgmester Anny Winther klippede snoren ved indvielsen af børneinstitutionen Kronhjorten.

STØVRING: Fredag den 17. september var der indvielse af Støvrings nye børneinstitution, Kronhjorten i Støvring Ådale. Mange børn, forældre, håndværkere og politikere var mødt op for at tage den store flotte institution i øjesyn.
Borgmester Anny Winter gav i sin indvielsestale udtryk for stor begejstring for projektet og roste i samme forbindelse den store indsats, som pædagoger og forældre har ydet for at få alt til at gå op i en højere enhed. Ikke mindst flytningen fra børnehaven Doktorvænget, hvor en stor del af de nye børn kommer fra, har været en udfordring, idet både møbler og en del legetøj skulle flyttes med.

Efter borgmesterens tale var det Michael Bøgsted fra forældrebestyrelsens tur til at holde indvielsestale og han takkede for en “fantastisk rejse”. - Vi har godt nok ikke rejst ret langt, kun fra den ene side af jernbanen til den anden. Men vi har brugt lang tid på at planlægge den rejse, og det er blevet til en rigtig god historie. Vi kom fra Støvrings mindste og ældste børnehave, og nu er vi den største og nyeste. Men vi må aldrig glemme den lille børnehave i den store, sluttede Michael Bøgsted.
Med indvielsen af Kronhjorten har Støvring fået en flot og funktionel børneinstitution, som kan rumme mange forskellige pædagogiske idéer og som også i fremtiden vil være en spændende institution for de 0 – 6 årige.

DS & HH.


e-max.it: your social media marketing partner