- Onsdag, 7. december 2011
Brøler har affødt en ny ide – en bedsteforælderdag!

For første gang nogensinde var der i den forløbne uge børn i Seniorbiografen. De kom for at se ”Tintin”, som blev vist i 3 D. Derfor skulle både bedsteforældre og børnebørn have specielle briller på, og dem fik de udlevereret af Seniorbiografens chefoperatør Niels Jørn Grønhøj.
SKØRPING: Nu skal børnebørnene også i Seniorbiografen. Som noget nyt har biografen besluttet, at arrangere en bedsteforælderdag. Bag beslutningen ligger en regulær brøler, erkender Erling Junker Holst.
- Vi tog ”Tintin” på programmet for at give vore gæster mulighed for at se en film i 3 D. Samtidig sagde vi til dem, at de kunne tage deres børnebørn med. Men vi havde ikke taget højde for, at børnene går i skole, og at de fleste af dem ikke kunne nå at komme med deres bedsteforældre på Seniorbiografen normale spilletidspunkt.
- Men vore biografgæster synes, at det kunne være sjovt at lave en regulær bedsteforælderdag, hvor de tager børnene med i biografens, dog må filmen først starte senere.
Det er tanken, at bedsteforældre og børnebørn skal hygge sig med pizza eller en anden form for let aftensmad efter filmen.

