- Tirsdag, 4. oktober 2011
SULDRUP: En ny forening har set dagens lys i Suldrup, idet Foreningen Suldrup Skoles Venner nu er en realitet.
Tirsdag den 20. september blev der afholdt stiftende generalforsamling, hvor vedtægter og bestyrelse kom på plads.
Foreningens formål er, at støtte op omkring en af byens og egnens livsnerver – skolen – fra sidelinjen. Dette sker ved at yde støtte efter ansøgning til aktiviteter, der kan forbedre hverdagen på skolen.
Initiativgruppen består af Grete Pedersen og Erling Trads, og ønsket om en forening stammer fra Fremtidsværkstedet i februar sidste år. En arbejdsgruppe har siden da arbejdet videre med bl.a. dette. Da skolen i foråret havde Åbent Hus/Housewarming for hele byen og omegn, stod Grete Pedersen og Erling Trads for en forundersøgelse i forhold til interesse for at være med. Da mange var interesserede, blev der arbejdet videre med at stifte foreningen.
Mange vil kende Grete Pedersen som tidligere skolenævnsformand med et stort hjerte for skolen, og Erling Trads har været lærer for en del tidligere elever og er i øvrigt kendt i foreningssammenhæng, bl.a. fra Lokalhistorisk Arkiv.
Til bestyrelsen blev valgt: Claus Nielsen (forældre på skolen), Erling Trads (tidligere ansat på skolen) og Gitte Fly Bay (tidligere skolebestyrelsesformand på skolen). Desuden blev valgt suppleanter og revisorer.
Bestyrelsen skal nu mødes for at få aftalt, hvem der har hvilke roller – samt for at arbejde videre ud fra de opstillede vedtægter.
Det næste, der skal ske, er, at folk tegner medlemsskaber. Før foreningen kan komme i gang med dette, er der nogle praktiske foranstaltninger, der skal på plads.
Alle interesserede er velkomne til at være med – også folk, der ikke umiddelbart har nuværende tilknytning til skolen. Der kan tegnes individuelle samt husstandsmedlemsskaber.

