Friskolen – et oplagt alternativ

AARESTRUP: I disse uger, hvor debatten om nedlæggelse af flere små folkeskoler igen har været fremme, er det dejligt at kunne bringe et stærkt argument ind i debatten.
Gregers Krabbe Friskolen i Aarestrup er et levende eksempel på, at mindre skoler i høj grad kan være både livskraftige og fagligt på niveau med skoler, der har mange flere elever.
På Gregers Krabbe har 82 elever en overskuelig hverdag, hvor alle kender alle. Her er der både plads til de faglige udfordringer og det forpligtende fællesskab. Her bliver der taget hånd om hver enkelt elev. Alle bliver set.
Torsdag den 3. november er der skoleindskrivning. Det er for de kommende børnehaveklassebørn, men der er også mulighed for at interesserede kan komme på et uforpligtende besøg. Få en rundvisning på skolen, og en snak om, hvad det vil sige at gå på friskole, og være friskoleforælder.
Man får som forældre nogle glade børn, der vokser op i et trygt skolemiljø på en skole, som forældrene bliver en naturlig del af.
Gregers Krabbe Friskolen er skolen, hvor entusiastiske medarbejdere i fællesskab med en meget aktiv forældregruppe og bestyrelse, arbejder sammen om at udvikle og bevare skolen.
Skolen har sin egen skolebus, der henter og bringer børn til og fra skole, og ofte bliver brugt, når en klasse skal på ekskursion.
De 82 elever er fordelt på bh.kl.-8. kl., og fra august 2012 bliver der oprettet en 9. klasse, så eleverne kan tage hele grundskoleforløbet på friskolen. Der vil være afgangsprøver i 9. klasse.
Ud over indskrivningen til børnehaveklassen, er der også mulighed for at blive optaget i de klasser, hvor der stadig er plads.


e-max.it: your social media marketing partner