- Onsdag, 27. april 2011

Trugstader.

Opstablingsstader, hvor magasinkasser er stablet oven på hinanden.
Nu, hvor frugttræerne blomstrer, er tiden til at starte som biavler. Man kan starte med et enkelt stade.
De mest kendte stader er de gamle trugstader, som for det meste er malet hvide, eller man kan anvende de nyere opstablingsstader, hvor magasinkasser er stablet oven på hinanden. Bihuset kan snildt stå i en alm. parcelhushave, da de bier, der bruges i dag, er meget fredelige, man kan som regel også nemt få en aftale med en lokal landmand om tilladelse til at placere et eller flere bihuse på hans jord. Hvis han dyrker raps, er det en stor fordel med bihuse i nærheden, for at rapsen kan blive godt bestøvet.
Der er rigtig mange, der planter frugttræer i disse år, for at opnå et godt udbytte fra disse er det også vigtigt, at der er bier i nærheden. I frugtplantager regner man med, at ca. 80 procent af al bestøvning foretages af honningbier.
Mens det på visse tider af året, hovedsageligt sidst i juni måned og i begyndelsen af august måned hvor honningen skal høstes, er et intensivt arbejde at være biavler, så kan bierne til gengæld næsten passe sig selv i den øvrige tid, og man behøver ikke at have nogen til at se efter dem, fordi man skal på weekend eller ferie.
Arden og Omegns Biavlerforening har en skolebigård, hvor vi mødes hver fjortende dag. Er du interesseret, kvinde eller mand, skal du bare møde op, vi fortæller gerne om biavl og er også behjælpelige med anskaffelse af hus og bier, så man kan komme i gang.
Se annonce.

