Francis McRiddlegouph er navnet på dét Beatles-band, der gæstede STUBhuset torsdag den 30. maj. Fem erfarne musikere har slået sig sammen for at spille Beatlesmusik. Bandets navn er ganske simpelt taget ud af den blå luft – ingen speciel betydning

Da jeg læste Stubhusets program for forårssæson 2013 og stødte på navnet Francis McRiddlegouph, fyldtes jeg straks med undren: Hvad var dette for et navn? Og hvad var det for et band? Jeg havde aldrig hørt om det før. Nuvel – ved at læse programteksten gav det straks mere mening. Bandets musikere er Troels Skovgård på guitar, Frede Ewert på keyboard og guitar, Ole Skipper på bas, Niels Ratzer på trommer og Søren Pilmark på guitar og el-klaver. Jo – det er dén Søren Pilmark – skuespiller og bl.a. medlem af Ørkenens Sønner. Men hvad laver han i et Beatlesband?  For ca. 10 år siden lavede Søren Pilmark et show på Bellevue Teater i København. Til det show skulle kan bruge nogle musikere, og det blev så ovennævnte musikere, der blev hyret til jobbet. Under dette samarbejde blev det klart, at alle bandmedlemmer – inklusiv Søren Pilmark – havde en stor passion for Beatlesmusik, og man besluttede at danne bandet Francis McRiddlegouph.
På foranledning af Francis McRiddlegouph, var der denne aften stillet borde op i salen i Stubhuset, og der var gjort plads til at danse, om nogen skulle have lyst.
Søren Pilmark præsenterede bandets medlemmer,  og Francis McRiddlegouph lagde ud med en perlerække af numre fra Beatles’ tidlige karriere. Musikken faldt straks i publikums smag, og bifaldet rungede i salen.
Bandets fremførelse af numrene var tæt og intens. Ikke megen præsentation mellem numrene, men 3-5 numre i træk. Numrene blev valgt i en ikke-kronologisk rækkefølge, men lidt blandet. Beatles har lavet ca. 300 numre, og under koncerten kunne man nå at spille ca. 30 numre, så derfor kunne publikum ikke regne med, at lige netop éns favoritnummer blev spillet. Men jeg tror, de fleste gæster fik fuld valuta for pengene. Francis McRiddlegouph spillede under hele koncerten det ene superhit efter det andet. Der kan i flæng nævnes: Nowhere Man, Back in The USSR, Dear Prudence, Something og Maxwell Silverhammer. Det sidste nummer inden pausen var George Harrisons store hit When My Guitar Gent ly Weeps, hvor Troels Skovgård sluttede med en fantastisk guitarsolo, der udløste stående ovation fra publikum. Efter pausen lagde Søren Pilmark ud med Blackbird og derefter Here Comes the Sun og så Don’t Let Me Down. Det vil føre for vidt at fortsætte opremsning af spillede numre men blot konstatere, at Beatles-hits stød i kø for at blive spillet.
Bandets præstation skal også nævnes. De er alle meget erfarne musikere og har spillet 20-30 år på den danske musikscene i forskellige sammenhænge. Alle mestrede opgaven på deres instrumenter, der også var tidstypiske for toppen af Beatles’ karriere. Der blev spillet på Gretsch- og Gibsonguitarer og Ole Skipper spillede på Höffnerbas som Paul McCartney. (Fenderbassen stod lænet op ad en højttaler under hele koncerten og kom ikke i brug). Bandet var meget tro imod Beatles’ originale tonesprog. Der var dog ikke tale om detaljeret kopimusik, men bandet satte sit eget præg på musikken uden på nogen måde at ”stjæle billedet”. Beatles havde kun fire medlemmer, og Francis McRiddlegouph havde fem.  Hvordan kan man så være tro imod originalmusikken? Jo – netop derfor. Frede Ewert på keyboard lavede ”orkesterlyd” som vi kender fra Beatles’ mellem- og senperiode, hvilket i nogle situationer gav noget nær det perfekte originalbillede af musikken, og det er jo dét, der tæller.  Skal man tale om svagheder hos Francis McRiddlegouph, må det være vokalen. Ikke at vokalen var problematisk – nej, langtfra. Men man ser ofte, at gode instrumentalister ikke er topvokalister. Dette var også visse steder tilfældet hos Francis McRiddlegouph. Måske kunne det have været rettet lidt op det fra lydteknikerens side, hvis han havde haft et godt kendskab til akustikken i Stubhuset. Men never mind – det var til syvende og sidst kun mindre krusninger på toppen.
Denne sidste koncert i Stubhuset forårssæson 2013 var en helt igennem værdig afslutning på en god del-sæson. Publikum fik, hvad de kom efter.  Nu ser vi med spænding frem mod efterårssæsonen, og den tegner allerede lovende