- Onsdag, 1. juni 2016
I foråret så et nyt samarbejde dagens lys i form af Stubhuset og Kræftens Bekæmpelse i Støvring samt LOF Mariagerfjord/Rebild, der inviterede til foredragsrække hver af de fire første måneder på året.
STØVRING: Traditionelt udbydes de fleste foredrag i aftentimerne, men her forsøgte gruppen med fire formiddage, hvor det kunne være en udfordring at få folk til huse, alt efter hvilken målgruppe man henvender sig mod, men det lykkedes ganske godt.
Som foredragsholdere var udvalgt Major Simonsen, der fortalte om Regan Vest, Per Larsen, om sin tid i politiet samt kræftdiagnose, og Kristian Lilholt med et musikalsk foredrag.
Oprindelig var også luftkaptajn Rasmussen på programmet, men han blev syg og vikaren var journalist Kaare R. Skou, som alle kender fra hans dækning af dansk politik i en menneskealder, og han fortalte mange sjove og ukendt anekdoter fra ”Borgen”.
Alle leverede de det, publikum kom for, og udover at man tog godt i mod de foredragsholdere der var valgt, var der også stor tilfredshed med ekstratilbuddet om at møde et time før foredraget og hygge med morgenkaffe og hjemmebag.
Overskuddet fra de fire foredrag har Stubhuset og LOF besluttet at donere til den gode sag, som Kræftens Bekæmpelse arbejder for, både lokalt og på landsplan.
Formand for Kræftens Bekæmpelse, Bente Bislev Jensen rettede en stor tak til Helle Jørgensen fra Stubhuset i Støvring og Jan Vestergaard fra LOF, dels for et godt samarbejde, og dels deres altid velvillighed, når man fra Kræftens Bekæmpelse retter henvendelse om samarbejde.

