- Onsdag, 11. april 2012

Der blev serveret sodavand og rødvin ved bassinkanten.

De mange vandglade gæster kunne prøve kræfter med Aqua Zumba.

STØVRING: Fredag aften den 30. marts holdt Støvring Svømmehal sin 17 års fødselsdag og igen i år havde bademester Elke Seidenkrantz og hele staben af livreddere lagt sig i selen for at skabe den helt rigtige fødselsdagsstemning i den store hal.
Tusinde af levende lys oplyste bassinet, og hyggemusik strømmede ud af højttalerne, og dermed var der lagt op til en hyggeaften af format for de ca. 70 gæster, der denne aften besøgte svømmehallen.
Svømmehallens personale havde hele aftenen travlt med at servere sodavand og rødvin på bassinkanten.
Når svømmehallen fejrer fødselsdag, er der tradition for forskellig underholdning, opvisning eller andre spændende indslag.
I år var der Aqua Zumba under ledelse af zumbainstruktør Annelise Bothager, så det store bassin var fyldt med danseglade mænd og kvinder i alle aldre, der fik sig et godt grin – for det var lidt svært at følge rytmerne i vand, men sjovt var det.
Svømmehallens personale kan se tilbage på et vellykket og pænt besøgt fødselsdagsarrangement.
DS & HH.

