I bjergene kan man se langt, og da Jesus ser op, ser han i det fjerne en stor skare komme dragende ud til sig! Alt imens Jesus og disciplene ser skaren komme, så inddrager han skaren i sin fortælling og forkyndelse af den kommende påske.
Påsken, jødernes befrielsesfest, var nær. Da Jesus og disciplene sad på skråningerne og så skaren nærme sig, da havde det jødiske folk fejret påskefesten i mere end 1500 år. Og denne fest blev holdt i tro og tak til den levende Gud, der havde ført folket op fra slaveriet i Ægypten til frihedens land, deres fædreland i Israel.
Jesus er på vej til Jerusalem for at fejre påsken, men mest for fuldende påsken, opfylde pagten med Gud, opfylde loven, Guds lov for menneskelivet, som står indskrevet i hvert menneskes hjerte og nedskrevet på lovens to tavler, og som sammenfattes i det dobbelte kærlighedsbud: At du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv!
Ethvert menneske er skabt i Guds billede og véd derfor i sit hjerte, hvad der er sandt og ægte menneskeligt, at elske Gud og sin næste. Det er denne lov, Guds lov for menneskelivet, som Jesus drog op til påskefesten for at opfylde til fuldkommenhed og til sit sidste åndedrag på korset Langfredag.
Da skaren kom hen til Jesus bespiste han dem alle 5000 med to brød og fem fisk og dette var et under, et stort under, men ellers kun et lille under, et billede på det store under Skærtorsdag, hvor Jesus bespiser os alle med sig selv, livets brød, så vi kan leve ikke bare overleve til vi dør, men leve efter døden, leve i Guds Paradis.