- Tirsdag, 10. september 2013
Fredag den 30. august var der indvielse af det nybyggede krybberum i Børnehuset Kronhjorten.

Borgmester Anny Winther hjalp Theodor og Jacob med at klippe det røde bånd over ind til krybberummet.

Krybberummet fungerer rigtig godt, så børnene nu sover bedre og længere.
STØVRING: Krybberummet blev allerede taget i brug før sommerferien, og de forventninger, som børnehaven havde til krybberummet, er til fulde blevet indfriet. Det fungerer bare så godt. Børnene sover bedre og længere.
Krybberummet er en rigtig god og funktionel tilbygning, som samtidig er et flot byggeri, der passer ind i hele institutionens arkitektur. Det gamle krybberum er nedlagt og er blevet sammenlagt med et grupperum ved siden af.
Til indvielsen havde småbørnsgruppen inviteret børnehavebørnene allerede om formiddagen til at komme og se, hvordan krybberummet er kommet til at se ud indeni. Småbørnene ville også gerne vise deres barnevogne frem, og fortælle om, hvor de sover.
Ligeledes om formiddagen blev der afholdt generalprøve på indvielsen, hvor Theodor og Jacob klippede det røde bånd sammen med leder af Børnehuset Kronhjorten, Anna Marie Østergaard Pedersen. Efter indvielsen om formiddagen fik børnene pindemadder, som bestod af frugt i de flotteste farver. Børnehavebørnene havde lavet flotte gaver, som de stolte overrakte til småbørnsgruppen.
Festen fortsatte senere på børnehavens legeplads, hvor der var forskellige boder med aktiviteter. Her fik alle børn et funcard, som efterhånden blev udfyldt, når de havde prøvet de forskellige aktiviteter.
Senere på eftermiddagen var forældrene inviteret til at være med i aktiviteterne (da alle småbørnene havde sovet middagssøvn), så kom borgmester Anny Winther for at hjælpe Jacob og Theodor med at klippe det røde bånd. Også politikere og håndværkere var inviteret til indvielsen.
Efter indvielsen var der frisk frugt, nybagte boller, the og kaffe i teltene på børnehavens legeplads.
Senere tog børnehusets aktivitetsudvalg over - de havde arrangeret en grill- og sommerfest for alle børn og forældre i Børnehuset Kronhjorten.

