REBILD: Rebild Kommunes Økonomiudvalg har godkendt en forespørgsel fra Nordjyllands Trafikselskab (NT), der har udbedt sig kommunens tilkendegivelse i forhold til at udvide flextursbetjeningen til døgndrift fra august 2024.

Flextursordningen vil derefter operere med dag- og nattakst, hvor nattaksten er så høj, at den bliver selv­finansierende.

Flextur er kollektiv trafik på bestilling og kører fra adresse til adresse. Flextur kan bestilles af alle.

En udvidelse af flextur til at køre om natten sker med henblik på forsyningssikkerhed i områder, hvor det kan være vanskeligt at få taxakørsel. 

Flextur er nu tilgængeligt i tidsrummet kl. 06-23, og med Økonomiudvalgets godkendelse, udvides den fra august i år til hele døgnet.

Flextur skal fortsat bestilles senest 2 timer før afgang. Nattaksten prissættes, så den er dyrere end taxa og vil således ikke blive konkurrenceforvridende. Der har været positiv dialog med taxabranchen.

Ordningen med natkørsel skal evalueres efter 2 år. 

/ JS

e-max.it: your social media marketing partner